Bæredygtige mursten og grøn beton
Bæredygtige mursten, klima-mursten og grøn beton. Kært barn har mange navne, men hvad betyder det egentligt, når den ellers grå murerbranche går grøn? Vi ser nærmere på materialet her.
Bæredygtighed fylder mere og mere i vores bevidsthed. Det gælder også, når det kommer til boligrenoveringer og byggeriet generelt. På Energihjem.dk sætter vi fokus på et udvalg af bæredygtige materialer og metoder, når det kommer til boligrenovering og klimatilpasning.
Her dykker vi ned i murstenens-univers og ser nærmere på bæredygtige mursten og cement.
En grønnere fremstilling af mursten
En af flere måder, hvorpå man i murerbranchen kan tænke mere bæredygtigt er ved at se nærmere på, hvordan murstenen fremstilles.
Mursten består af ler og produceres på store teglværker, hvor stenen brændes og tørres – primært via en maskine. Det er denne proces, som teglværkerne bruger en stor mængde af energi på – til ulempe for miljøet. Hos Strøjer Teglværk er de dog begyndt at ændre på dette.
Her produceres nemlig bæredygtige mursten ved at brænde murstenen med grøn biogas, som er en yderst bæredygtig metode.
Murstenens historie
Murstenen er et godt og gammelt byggemateriale, som kom til Danmark tilbage i 1100-tallet. Og det er tydeligt, når man kigger rundt på de danske husstande, at murstenene dominerer vores gadebillede.
Mursten består af ler, og tilbage i 1900-tallet fik murstenen sin form ved at man lagde lerklumper i træforme, hvorefter de blev tørret og brændt. I dag produceres mursten på store teglværker, hvor stenen brændes og tørres – primært via en maskine.
Genbrug kan være vejen frem
Det er ikke kun de aflagte klæder, der kan sendes til genbrug. Også mursten er et materiale, der med stor fordel for vores klima kan genbruges igen.
Mursten er et yderst holdbart byggemateriale, som på den lange bane ikke kræver den helt store og omkostningstunge vedligeholdelse. I stedet for at knuses brugte mursten, som ellers er den gængse praksis, kan materialet derfor med fordel genbruges.
Teglbranchen har derfor også tidligere indgået en aftale med Energistyrelsen for at mindske CO2-udledningen yderligere ved at genbruge både mur- og tagsten i langt højere grad end tidligere.
Mursten med indbygget isolering
Når det kommer til initiativer, der kan gøre murerbranchen mere bæredygtig er der fart på udviklingen. Sidste år kom også et nyt og bæredygtigt produkt – nemlig en mursten, der er mursten og isolering i ét. Den er udviklet i et samarbejde mellem Gråsten Teglværk og Aalborg Universitet og er patenteret. Murstenen har været 8 år under vejs, og teglværket spår en fordobling af virksomhedens omsætning i hele Europa.
Initiativ bæredygtigt beton
Ligesom med mursten er der også bæredygtige gevinster at hente i betonens-verden. Derfor blev der også for et par år tilbage oprettet et initiativ med fokus på netop bæredygtig beton, hvor måden at anvende og producere beton på blev sat under grøn lup.
Beton består af de naturlige materialer sten, sand og vand, men også af cement. Ved blandt andet at ændre sammensætningen af beton med mindre cement kan man eksempelvis gøre betonen mere CO2-venlig. Ligesom at man også i langt højere grad kan genbruge beton i nybyggeri og tænke over, måden hvorpå betonen transporteres.