Klima-asfalt på villavejen?

Vi kender alle følelsen. Man kører i bilen på den spritnye asfalt – det føles næsten som at flyve. Måske forsøger man at glemme, at den sorte asfalt ikke er den grønneste løsning, men hvad hvis det faktisk kan foregå ganske klima-venligt at få ny asfalt? Vi ser nærmere på klima-asfalt her.

Bæredygtighed fylder mere og mere i vores bevidsthed. Det gælder også, når det kommer til boligrenoveringer og byggeriet generelt. På Energihjem.dk sætter vi fokus på et udvalg af bæredygtige materialer og metoder, når det kommer til boligrenovering og klimatilpasning.

Her med fokus på klima-asfalt.

En fjerdedel af Danmarks CO2-udledning kommer fra vejtransport. Derfor er det et vigtigt og meget gavnligt sted at gribe ind, når vi ønsker at nedsætte vores CO2-udledning. Tidligere har man tænkt i en modificering af bilernes dæk, men hvorfor ikke forsøge at modificere den asfalt vi alle kører på?

Klima-asfalt fra RUC

En gruppe forskere fra Roskilde Universitet, RUC, er sammen om det såkaldte ROSE-projekt – Roads Saving Energi. ROSE har udviklet en ny klima-asfalt, der både giver besparelser på brændstof, mindsker CO2-udledningen, og sidst men er asfalten støjreducerende.

Men hvordan kan en asfalt medvirke til besparelser på brændstof, mindre CO2-udledning og mindre støj? Grundlæggende sørger den nye klima-asfalt for at mindske modstanden mellem asfalten og bilens dæk – den såkaldte rullemodstand. Det skyldes en helt særlig asfaltblanding, hvor stenene er mindre og blødere, og hvor mere bitumen – et brunligt termoplastisk stof – mindsker rullemodstanden.

4-5 procent reduktion i brændstof

Med den nuværende asfalt bruger biler en tredjedel af deres brændstof på at holde hjulene i fart, derfor er det også godt givet ud, når rullemodstanden mindskes.

Forskerne fra RUC forventer, at den nye klima-asfalt vil reducere brændstofforbruget med 4-5 procent. Såfremt det lykkes, vil en bil, der kører 20 kilometer på literen fremover køre 21 kilometer på literen.

Allerede nu er få veje rundt omkring i landet belagt med ROSEs klima-asfalt, men det er planen, at asfalten skal dække endnu mere af landets veje.

”Asfalten bliver en del af vores beslutningsportefølje, så den er en mulighed, efterhånden som vi udskifter slidlaget på de cirka 3.800 kilometer statsveje,” siger akademisk specialist Christian Axelsen fra Vejdirektoratet til Innovationsfonden.

Pankas: Klimavenlig produktion af asfalt

Pankas, som er specialister i asfaltmaterialer og belægning, har udviklet en anden form for klima-asfalt ved navn Warm-Mix-Asphalt. I modsætning til ROSES klima-asfalt så er dette en klimavenlig asfalt på grund af selve produktionen.

Når Pankas’ klima-asfalt produceres, foregår det ved en væsentlig lavere temperatur end normalt, og det har en lang række positive påvirkninger på både miljø og arbejdsmiljøet.

Det er også muligt som privat boligejer at få Pankas’ Warm-Mix-Asphalt på villavejen eller i indkørslen. Dog afhænger prisen af de konkrete forhold på det pågældende sted. Du kan indhente et tilbud på den klimavenlige asfalt nedenfor.

Indhent 3 konkrete tilbud

på dit energirenoveringsprojekt

CO2-reduktion på 20-25 procent

Når asfalten blandes, sker det 25-40 grader koldere end normalt, hvilket giver en væsentlig besparelse i energiforbruget – faktisk viser målinger, at Pankas’ klima-asfalt mindsker CO2-udledningen med 20-25 procent sammenlignet med produktionen ved normale temperaturer.

Ikke nok med, at asfalten er bedre for miljøet, så er asfalten også af højere kvalitet, når den produceres og lægges ved lavere temperaturer.

Bitumen a’hva for noget?

Pankas og ROSEs klima-asfalt har én ting til fælles – nemlig den mindre mængde bitumen, der giver bitumenrøg, når asfalten lægges. Det forbedrer arbejdsmiljøet for dem, der lægger asfalten, men det bliver naturligvis også mere behageligt at være nabo til den vej, hvor asfalten lægges.

Kender du andre bæredygtige løsninger?

Alt lige fra klima-asfalt til bæredygtige mursten er af interesse for Energihjem.dk. Skriv endelig en kommentar til artiklen, hvis du kender til andre bæredygtige tiltag, som vi kan se nærmere på.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *