Lån til energiforbedringer hos Danske Bank

Danske Bank tilbyder et fordelagtigt lån til energiforbedringer, hvor du sparer helt op til 7.400 kr. i etableringsomkostninger.

Lån til energiforbedringer hos Danske Bank

Overvejer du, om du skal låne penge til at udskifte det gamle oliefyr med en varmepumpe? Mangler du finansiering til nye vinduer? Eller er det ekstra isolering af loftet, du har i tankerne? Så læs med her.

Der er nemlig mange fordele ved at tænke energiforbedringer ind, når du skal renovere din bolig. Udover en positiv effekt på klimaet, så er der penge at spare ved at tænke grønt, når boligen skal renoveres. Nye vinduer, isolering eller en grønnere varmekilde er blot nogle af de energirenoveringer, der giver gode besparelser på din varmeregning, og som samtidig bidrager til en sundere bolig. Og Danske Bank og Realkredit Danmark støtter op om energiforbedringer med et særligt fordelagtigt lån.

Spar op til 7.400 kroner

Danske Bank og Realkredit Danmark tilbyder dig at låne til energiforbedringer i din bolig, uden at du skal betale ekspeditions- og lånesagsgebyrer. Det er en besparelse på helt op til 7.400 kr. Du kan låne pengene enten som et realkreditlån hos Realkredit Danmark eller som et Danske Bolig Fri- eller Boliglån i Danske Bank.

Du skal fortsat betale tinglysningsafgift til staten, og hvis du tager dit lån som et realkreditlån, betaler du også afregningsprovision og kursfradrag.

Hvad kan du låne til?

Lånet fra Danske Bank tager udgangspunkt i Energistyrelsens positivliste fra Byggepuljen. 50 procent af lånet til energiforbedringer skal gå til de energiforbedrende tiltag. Det betyder, at du med fordel kan tænke grønne forbedringer ind, når du alligevel står over for et renoveringsprojekt f.eks. et nyt tag, udskiftning af vinduer og døre, eller nyt køkken.

Inspiration til energiforbedringer, du kan låne til:

  • Isolering af tag og loft
  • Udvendig isolering af ydervæg
  • Udskiftning af ruder og vinduer
  • Luft til vand varmepumpe
  • Luft til luft varmepumpe
  • Luft til jord (jordvarme)
  • Vandbårent rumvarmeanlæg
  • Solcelleanlæg
  • Ventilationsanlæg

Se hele listen på danskebank.dk

Sådan får du lånet

For at få et lån til energiforbedring hos Danske Bank og Realkredit Danmark skal du dokumentere, at lånet skal anvendes til energiforbedrende tiltag. Det kan være i form af et håndværkertilbud eller et tilbud fra et byggemarked, hvis du har valgt at gøre det selv.

Før at Danske Bank og Realkredit Danmark kan tilbyde dig et lån, skal de godkende din økonomi. Derudover skal du være opmærksom på, at du efterfølgende kan blive bedt om dokumentation for, at lånet er brugt på energiforbedrende tiltag, og om at oplyse, hvis lånet mod forventning ikke bruges på energiforbedringer.

Partnerskabet mellem Danske Bank og Energihjem.dk

Energihjem.dk er et samarbejde mellem Danske Bank og 3byggetilbud.dk A/S. Formålet med partnerskabet er at sætte fokus på potentialet for energirenoveringer og klimatilpasning hos husejere. Ud over Energihjem.dk står 3byggetilbud.dk A/S også bag portalerne Energihjem.dk, 3byggetilbud.dk og Andelsportal.dk.