Gode råd til en lavere varmeregning

Størstedelen af danskernes energiudgifter går til finansiering af boligens varmeforbrug. Reduktion af varmeforbruget er derfor godt for din pengepung og samtidig er det godt for miljøet og Co2-regnskabet. Her kan du læse en række råd til, hvordan du sparer penge på varmeregningen.

1. Undgå at placere møbler foran radiatoren

Man bør ikke placere møbler, som eksempelvis en sofa, foran radiatoren, da radiatoren skal have luft omkring sig og ellers får problemer med at komme af med sin varme. Man bør i stedet placere møbler mindst en halv meter væk fra radiatoren for at være garanteret, at man udnytter radiatoren optimalt.

2. Luft ud i kort tid, men for fuld styrke

Regelmæssig udskiftning af luften i din bolig kan medvirke til et lavere varmeforbrug, men det er vigtigt at udluftningen er kortvarig. Det anbefales derfor, at man lufter ud med gennemtræk i max 10 minutter op til 3 gange dagligt. Antallet af udluftninger afhænger dog lidt af, hvordan man bruger sin bolig.

Teknisk konsulent hos Dansk Fjernvarme, Rasmus Bundegaard Eriksen, forklarer at udskiftning af boligens fugtige luft til en mere tør luft vil medføre at boligen hurtigere opvarmes. Det er dog vigtigt at man kun udlufter i maximalt 10 minutter. Er der gennemtræk i længere tid er det ikke kun luftens energi, man smider ud, men også varmen i bygningsmassen, som boligens mursten og vægge. Derfor anbefales det heller ikke, at man har et enkelt vindue (eksempelvis i soveværelset) stående åbent i længere tid.

Når man påbegynder udluftningen skal man huske at lukke for radiatoren, medmindre at man har en nyere radiator med ventiler, som registrerer at et vindue er åbnet og derfor lukker automatisk.

3. Optimal anvendelse af boligens radiatorer

Radiatorer i det samme rum skal alle være indstillet på den samme temperatur. Det er mere økonomisk rentabelt at tænde alle rummets radiatorer på den samme indstilling, fremfor kun at have enkelt radiator tændt.

Dansk Fjernvarme anbefaler at man indstiller sin ventil på niveau 3 og man vil som udgangspunkt have en rumtemperatur på 21 grader. Rasmus Bundegaard Eriksen forklarer at nogle radiatorventiler ikke er helt indreguleret, som de burde og derfor kan varmen variere en smule fra radiator til radiator. Det er af denne årsag en god idé, at man dobbelttjekker om rummets radiatorer afgiver den samme mængde varme ved at mærke om de forskellige radiatorer er ens kølige i bunden og varme i toppen. Er der forskel på radiatorerne bør man justere på ventilerne, så radiatorenes føles ens.

4. Gardiner og persienner

Gardiner og persienner bør være trukket for om aftenen og natten, da du herved kan reducere dit varmetab fra vinduerne. Husk dog at trække dem fra igen om dagen, således at du udnytter eventuel solskin i rummene.

5. Spar penge med et energieffektivt hus

Størrelsen på boligens varmeforbrug afgøres i høj grad af bygningens isolering. Der kan derfor være rigtig mange penge at spare på varmeregningen, hvis man vælger at isolere eller efterisolere sin bolig. Isolering af loft, ydermur, tag eller gulve kan omgående mærkes og er ofte tilbagebetalt efter en kort periode og medfører desuden en øget komfort i boligen.

En anden post, som også kan have stor indvirkning på din boligs varmeforbrug er vinduer og døre, der hvis de er utætte kan give afkald på store mængder af boligens varme. Du kan teste om dit vindue er tæt ved at sætte et stykke papir i klemme i vinduet, lukke alle hasper og derefter forsøge at trække papiret ud. Kan papiret trækkes ud er vinduet ikke tæt.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *