10 trin: Sådan får du tilskud til energirenovering

Vi har lavet en guide i ti trin til dig, der planlægger en fremtidig energirenovering og skal ansøge om energitilskud. Læs trin for trin, hvordan du ansøger, hvor du uploader dokumentation og hvilke informationer, du skal indsende for at ansøge om og få udbetalt energitilskud.

OBS: Nyt energitilskud
Du kan i perioden 2020-2026 søge om tilskud til bl.a. isolering, varmepumper og vinduer, når Energistyrelsen løbende åbner op for ansøgning. Læs mere om det aktuelle energitilskud her.

Inden du går i gang med at ansøge er det meget vigtigt, at du ved, at det desværre ikke er muligt at få energitilskud til en energirenovering, som er afsluttet eller igangsat. Det er meget vigtigt, at du ansøger om energitilskud inden energirenoveringen går i gang og inden du bestiller materialer.

Før energirenoveringen

Vælg opvarmningsform

Klik ind på siden, hvor du søger om energitilskud. De fleste selskaber har det samme indberetningssystem, hvor du vælger din nuværende opvarmningsform, som eksempelvis fjernvarme, el, gas, biomasse eller oliefyr. Har du en anden opvarmningskilde, som eksempelvis et halmfyr, så send en mail til energiselskabet, som vil oplyse dig om, det kan svare sig at lave en særberegning på din energibesparelse.

Vælg energibesparelse

Herefter klikker du på ”Tilføj din første besparelse” og så vælger du den type af energirenovering, som du skal have udført. Dernæst indtaster du omfanget af energirenoveringen (indtastes typisk i areal eller antal af det område, der bliver energirenoveret). Skal du have udskiftet vinduerne er det eksempelvis arealet af vinduerne, du udskifter, som indtastes. Skal du isolere din bolig, er det arealet af det isolerede område, som indtastes i systemet.

Upload før-dokumentation  

Nu skal du uploade dokumentation, der dokumenterer, hvordan tilstanden er inden energirenoveringen igangsættes. Læs mere om dokumentation på vores side om dokumentation. Når du har indtastet beskrivelse og uploadet dokumentation trykker du ”videre til installationsadresse”.

Opret bruger

Nu er det tid til, at du opretter en bruger med navn, e-mail og telefonnummer. Medmindre at du allerede har en bruger – så benytter du blot dine gamle oplysninger.

Indtast adresse

Dernæst kan du indtaste den adresse, hvor energirenoveringerne skal udføres og det kontonummer, som energitilskuddet skal overføres til, når energirenoveringen er afsluttet.

Indsend ansøgning

Når du har accepteret, at energibesparelsen overdrages til det pågældende energiselskab kan du sende ansøgningen til forhåndsgodkendelse. En repræsentant fra energiselskabet, som eksempelvis en energivejleder vil nu se, om din sag kan forhåndsgodkendes. Når vedkommende har set på din ansøgning, modtager du en forhåndsgodkendelse på e-mail.

Når din energirenovering er forhåndsgodkendt kan du igangsætte arbejdet. Nu kan materialer bestilles og indkøbes, og selve energirenoveringen kan udføres.

Efter energirenoveringen

Log ind på din sag

Når arbejdet er udført, logger du i indberetningssystemet for at indberette energirenoveringen. Du logger ind med din mailadresse og det password, du har fået tilsendt på mail, da du oprettede sagen.

Upload efter-dokumentation

Når du er logget ind klikker du på sagen, som skal indsendes til endelig godkendelse. Her uploader du dokumentation for, at arbejdet er udført. Det er typisk billeder af det færdige resultat og en faktura, hvor det fremgår, hvilke og hvor mange materialer, der er benyttet. Er du i tvivl om dokumentation kan du læse mere og se billeder i vores artikel om dokumentation, hvor både førsituation og eftersituation behandles.

Send sagen til godkendelse

Indsend sagen og en energivejleder vil se, om du har indsendt den rette dokumentation, og om den passer til det ansøgte. Er der noget, der skal justeres i din ansøgning vil det fremgå af din afvisning, hvad det er, der skal ændres inden du indsender sagen til godkendelse igen.

Pengene udbetales

Når sagen er godkendt overføres pengene til din konto. Det varierer fra energiselskab til energiselskab hvor lang tid, der går, men det kan du se af det udbetalingsbilag, som du har fået tilsendt af selskabet.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 kommentarer

AvatarLena Mikkelsen

Hej.

Kan man søge tilskud til nye vinduer og døre ?
Hilsen Lena Mikkelsen

Hej
Er det muligt at få tilskud til installering af varmepumpe? Og måske lidt bedre isolering af loft.
Vi har kun el varme på vores 65 kvm andelsbolig, for det første kvartal i år, ligger vores el regning på rundt regnet 5500,-
Hvor meget dækker sådan et tilskud?
Mvh Martin 🙂

AvatarJakob Knutzen

Hej Martin

Tak for din henvendelse. Der gives ikke energitilskud til varmepumper i helårsboliger under 80 kvadratmeter. Angående bedre isolering af loft er der ikke en lavere grænse for størrelsen af bolig.
Du kan finde listen over selskaber, der giver tilskud her: https://www.energihjem.dk/energiselskaber-med-tilskud/

Siden du bor i en andelsboligforening, skal du dog være opmærksom på, om det er foreningen eller beboeren selv, der har vedligeholdelsespligten i boligerne. Hvis ikke du er klar over dette, vil jeg anbefale dig, at du tager en snak med bestyrelsen, før du søger tilbud på isolering af loftet.

Venlig hilsen
Jakob – Energihjem.dk

Avatarcharlotte hartwig

Hej,
er det muligt at få tilskud til solcelle tag? jeg varmer kun op med elvarme og det er vildt dyrt 80 000 kr om året !!!!
jeg har stråtag som meget snart skal skiftes så solcelle tag må være sagen,
Dbh, Charlotte

AvatarMaria Carlsen

Hej Charlotte,

Jeg har desværre ikke hørt om tilskud til solcelletag – det er nok så nyt et tiltag, at det ikke er medtænkt, selvom det ville være en rigtig god idé.

/Maria – Energihjem.dk

AvatarFam. Niseen

Er det muligt at ansøge om tilskud ifm. isolering ved indlæggelse af vandbåren gulvvarme?

AvatarMaria Carlsen

Hej Fam. Nissen.

Ja, hvis der udføres efterisolering af klimaskærmen, så er det tilskudsberettet under reglerne for Energiselskabernes energispareindsats.

Bedste hilsner
Maria – Energihjem.dk

Viser 0 af 8 kommentarer