Hold øje med disse tilskudspuljer, fradrag og finansieringsmuligheder i 2025
Undgå at misse chancen for at søge Energistyrelsens tilskudspuljer, at få finansieret din renovering samt at gøre brug af håndværkerfradraget i 2025. Vi samler her den vigtigste info og datoer om dette års tilskudspuljer, fradrag og finansieringsløsninger til dig som boligejer, der vil energirenovere og klimatilpasse boligen.

OBS: Vær opmærksom på at tilskudsordningerne ikke kan kombineres.
Varmepumpepuljen
Varmepumpepuljen åbner d. 25. februar 2025
Igen i år gives der fra Energistyrelsen tilskud til boligejere, som ønsker at få en luft til vand- eller jordvarmepumpe, som energikilde i boligen. Du kan få tilsagn om tilskuddet, hvis du i dag opvarmer din bolig med oliefyr, gasfyr, biokedel eller elvarme. Du skal desuden eje boligen, og så må den ikke være placeret i et område, hvor der er eller kommer fjernvarme. Ansøgning om tilskud skal også ske før projektet igangsættes.
Du kan få 17.000 kroner i tilskud til en luft til vand varmepumpe og 27.000 kroner til jordvarmepumper.
I 2025 er der 159,7 mio. kr. i puljen. Dertil kommer midler fra tidligere år, der ikke er brugt.
Energirenoveringspuljen
Energirenoveringspuljen åbner d. 19. februar 2025
Energistyrelsens Energirenoveringspulje er også aktiv i år. Ligesom Varmepumpepuljen kan der søges tilsagn om tilskud fra puljen allerede i februar. Energirenoveringspuljen er for boligejere, som ønsker at energiforbedre boligens klimaskærm eller boligens drift. Puljen dækker følgende renoveringer:
Hvad kan du få tilskud til?
- Isolering: Udvendig isolering af ydervægge (ikke kælderydervægge og hulmur), efterisolering af loft, tag, skråvægge, skunkvægge og terrændæk samt konvertering af krybekælder til terrændæk.
- Vinduer: Udskiftning af facade- og ovenlysvinduer eller etablering af forsatsrammer. Tilskud gives ikke til terrassedøre, skydedøre eller foldedøre.
- Ventilation: Etablering af mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding, hvis der ikke allerede er et anlæg eller kun udsugning uden varmegenvinding.
- Vandbåren varme: Etablering af nyt vandbårent varmeanlæg, hvis der ikke allerede findes et fordelingsanlæg.
Summen af tilskuddet afhænger af projektets omfang og karakter. Det beregnes ud fra satser, der tager højde for estimerede markedspriser for de enkelte energiforbedringstiltag. Tilskuddet kan maksimalt udgøre 15 % af disse markedspriser. Hvis det samlede tilskud beløber sig til under 5.000 kr., ydes der ikke støtte.
Vidste du?
I 2025 ændres ansøgningsprocessen for Energistyrelsens Energirenoverings- og Varmepumpepulje. Ansøgere skal have udført deres energirenoverings- og varmepumpeprojekt samt anmode om udbetaling af tilskud inden for 1 år. Tidligere løb fristen på 2 år, samtidig med, at arbejdet skulle færdigmeldes til Energistyrelsen inden 30 dage for varmepumpeprojekter og 60 dage for energirenoveringer. Mange ansøgninger blev afvist på grund af overskridelse af fristerne. Fremover skal projektet og færdigmeldingen blot ske inden for 1 år.
Få finansieret din grønne renovering
Overvejer du at erstatte dit gamle oliefyr med en moderne varmepumpe, installere nye energieffektive vinduer eller tilføje ekstra isolering til loftet? Energirenoveringer er ikke kun en investering i klimaet, men også en måde at reducere dine energiudgifter samt at skabe et sundere indeklima.
Igen i 2025 hjælper Energihjem.dk sammen med Danske Bank danske boligejere med at få iværksat grønne renoveringer med finansieringsmuligheder.
Hvad kan du låne til?
Mindst 50 % af lånet skal anvendes til energiforbedring eller klimatilpasning, hvilket giver dig mulighed for at kombinere grønne tiltag med andre renoveringsprojekter som nyt tag, udskiftning af vinduer eller døre m.m.
Eksempler på energiforbedringer og klimatilpasning, du kan finansiere:
- Isolering af tag, loft eller ydervægge
- Udskiftning af vinduer og ruder
- Installation af:
- Luft-til-vand eller luft-til-luft varmepumpe
- Jordvarme (luft-til-jord)
- Vandbårent varmeanlæg
- Solcelle- eller ventilationsanlæg
- Klimasikringsløsninger som:
- Omfangsdræn, stikdræn eller pumpebrønd
- Højvandslukker eller faskiner
- Regnvandsbede eller grønt tag (sedumtag)
Håndværkerfradrag
Håndværkerfradraget løber hele 2025
I 2025 vender håndværkerfradraget tilbage. Det betyder, at du som boligejer kan få fradrag på håndværkerens løn, når du vælger at energirenovere eller klimasikre boligen. I 2025 er fradraget på 8600 kroner pr. person.
Håndværkerfradraget gælder hele 2025. Dog er de endelige forhandlinger endnu ikke gennemført, men forventes færdiggjort i januar 2025. Derfor vil man for arbejde, udført før lovforslaget er endeligt vedtaget i 2025, kunne søge håndværkerfradraget på bagkant.
Håndværkerfradraget dækker følgende renoveringer:
- Udskiftning af ruder, vinduer, yderdøre, terrassedøre m.v.
- Isolering af tag, loft, ydervægge og gulv
- Arbejde på varmestyringsanlæg, anlæg til vandbåren varme, solceller og husstandsvindmøller (med og uden batteri), solfangere, fjernvarmeunits, varmepumper og el-vandvarmer
- Installation, reparation, udskiftning eller forbedring af ventilation
- Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn
- Radonsikring
- Afmontering af brændeovne
OBS: Vær opmærksom på at håndværkerfradraget stadig forhandles, og at forholdene herom først endeligt fastsættes i udgangen af januar 2025.
Skrotningsordningen
Skrotningsordningen åbner d. 27. januar 2025
Du kan få tilskud på op til 25.000 kr. gennem Skrotningsordningen, hvis du skrotter dit gas-, olie- eller træpillefyr og skifter til en varmepumpe på abonnement.
For at kvalificere dig til tilskuddet skal du:
- Bruge en godkendt leverandør af varmepumper på abonnement.
- Bo i et område uden fjernvarme og hvor fjernvarme ikke er planlagt.
Du skal ikke selv søge tilskuddet. Din leverandør søger og modtager tilskuddet på dine vegne. Tilskuddet bruges til at reducere prisen på installationen og dit abonnement.
Med en varmepumpe på abonnement vil leverandøren være ejeren af varmepumpen. De står derfor for både installation, drift og vedligeholdelse. Du betaler typisk en engangsbetaling, et månedligt abonnementsgebyr og for den varme, der leveres til din bolig.
Afkoblingsordningen
Afkoblingsordningen er åben i hele 2025 indtil midlerne er brugt op
Afkoblingspuljen er endnu engang åben. Puljen som løber i perioden 2020 til 2026 dækker de gebyrer, som almindeligvis opkræves ved afkobling af gasforsyningen. Det er muligt at søge Afkoblingsordningen, hvis dit årlige gasforbrug ligger mellem 100 m³ og 6.000 m³. Der må desuden heller ikke være registreret et eller flere CVR-numre på adressen, som har modtaget de minimis-støtte på over 1.500.000 kr. inden for de seneste tre regnskabsår. Gebyrfritagelse gælder kun for opsigelser, som er indsendt i perioden, hvor puljen er åben.
Læs mere om afkoblingsordningen og ansøg via Evidas hjemmeside.
Spar op til 7.400 kroner
Skal du have foretaget energirenovering eller have klimatilpasset boligen, kan det være en forholdsvis dyr affære. Danske Bank og Realkredit Danmark tilbyder dig at låne til en lang række tiltag i din bolig til en fordelagtig rente og uden at du skal betale ekspeditions- og lånesagsgebyrer.
Det er en besparelse på helt op til 7.400 kroner.
26 kommentarer
Hej,
Findes der tilskudspuljer / fonde, man kan søge i forbindelse med omfangsdræn og faskiner?
Hej Mette
Tak for din besked.
Energistyrelsen tilbyder ingen tilskudspuljer til omfangsdræn og faskiner. I 2025 kan du dog gøre brug af håndværkerfradraget til klimatilpasningsrenoveringer. Du kan læse mere om det grønne håndværkerfradrag her .
Mange hilsner
Nicole/Energihjem.dk
Viser 0 af 26 kommentarer