Ny bred aftale: 2,3 milliarder kroner bevilges til udskiftning af olie- og gasfyr

Klimavenlig varme er på dagsordenen. I dag er regeringen og de øvrige partier bag klimaaftalen blevet enige om at udmønte 2,3 mia. kr. til at udskifte olie- og gasfyr med fjernvarme og varmepumper. En aftale, der glæder klimaminister Dan Jørgensen (S).

Et bredt politisk flertal i Folketinget er i dag blevet enige om at bevilge 2,3 milliarder, der skal bidrage til, at grønne og klimavenlige varmeløsninger bliver installeret i danskernes boliger. Bag aftalen er både regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative og Liberal Alliance.

Partierne regner med, at omkring 60-70.000 oliefyr og 120.000-170.000 gasfyr er blevet udskiftet inden 2030. Såfremt at det sker, reduceres CO2-udledningen med 700.000 ton.

“Nu bliver det lettere og billigere for danskerne at skifte fra sort til grøn varme. Olie- og gasfyr skal skiftes ud med varmepumper, der kører på grøn strøm og flere skal på fjernvarmenettet. Jeg vil gerne takke partierne for gode og konstruktive forhandlinger. Vi har lavet en god aftale, der gør en reel forskel for klimaet,”

siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse fra Klima-, Energi og Forsyningsministeriet.

Klimaaftalen og de fire støttepuljer

Mandag den 22. juni i år blev alle Folketingets partier udover Nye Borgerlige enige om en klimaaftale, der skal reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030. Det er altså i den forbindelse, at der nu er blevet landet en bred politisk aftale om at udmønte 2,3 milliarder kroner til udfasning af olie- og gasfyr.

I aftalen er der fire støttepuljer – bygningspuljen, skrotningspuljen, fjernvarmepuljen og afkoblingspuljen. Af de fire puljer er bygningspuljen den største, der nu udvides med 1,3 millioner kroner. Netop bygningspuljen har i den seneste tid fået meget omtale, da de attraktive energitilskud kommer fra denne pulje – det kan du læse mere om her. Skrotningspuljen bevilges 165 millioner kroner, fjernvarmepuljen får 405 millioner kroner og afkoblingspuljen 470 millioner kroner.

Hvad indebærer de fire støttepuljer?

Bygningspuljen: Bygningspuljens midler går blandt andet til tilskud til varmepumper og andre klimatiltag i bygninger og huse. 60 procent af bygningspuljen skal bruges til udskiftning af olie- og gasfyr samt elvarme til varmepumper.

Skrotningspuljen: Skrotningspuljen er målrettet varmepumper, og efter aftalen støtter ordningen også udskiftning af alle olie- og gasfyr, der ikke befinder sig i allerede eksisterende fjernvarmeområder. Puljen sørger for, at man som boligejer ikke behøver at betale for hele den første varmepumpe og installationen af den.

Fjernvarmepuljen: Som det ligger i navnet, kan fjernvarmeselskaber i denne pulje søge om tilskud til udrulning af fjernvarme i nye områder. Fjernvarmeselskaberne bevilges 20.000 kroner som et fast beløb per udskiftet olie- eller gasfyr.

Afkoblingspuljen: Afkoblingspuljen skal gøre det billigere at udskifte sit gasfyr, da puljen dækker de 8.000 kroner, som det koster at koble sig fra gasnettet. Partierne forventer, at afkoblingsordningen kan bidrage til omkring 50.000 afkoblinger.

Venstre bakker op

Energi- og forsyningsordfører fra Venstre, Carsten Kissmeyer, er glad for aftalen og synes, at det er væsentligt at gribe ind ved olie- og gasfyr.

“Hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål, skal fremtidens opvarmning være grøn. Udfasningen af olie- og gasfyr er her et vigtigt led i den grønne omstilling. Derfor er vi i Venstre glade for, at vi med aftalen hurtigt og konkret kan sætte gang i denne del af omstillingen,” siger Carsten Kissmeyer (V).

Generelt var det for partierne vigtigt at balancere mellem støtten til henholdsvis fjernvarme og varmepumper. På den måde sikrer aftalen, at fjernvarme installeres, hvor det er den mest ideelle løsning, og at varmepumper installeres der, hvor fjernvarme ikke er en mulighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 kommentarer

AvatarJens Nielsen

Hej, Her i byen er fjernvarmen gået i offensiven på os med gasfyr, Regeringens afkoblingspulje er derfor en mulighed for mig, men hvor og hvornår kan man søge om tilskud derfra ?

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Jens

Mange tak for din kommentar. Først kan jeg fortælle dig, at du langt fra er den eneste, der hører fra kommunen angående afkobling af gasfyret. Selve afkoblingsordningen er aktuel fra 2021 og vi holder denne side opdateret med nyt: https://energihjem.dk/tilskud-finansiering/

Her kan du også danne dig overblik over andre tilskuds- og fradragsmuligheder.

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarMorten Lond Hansen

Er 100% brændeovnsfyrede huse med i varmepumpeordning. Hvis ikke hvorfor ikke når man så gerne vil af med luftforureningen?

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Morten

Tak for din kommentar og gode pointe. Puljerne dækker ovr udskift fra olie- og gasfyr. Tidligere har der været tilskud til skrotning af brændeovne og i nogle kommuner er der også præmier for dette.

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

Avatarsteven larsen

Hej. Jeg har investeret i et nyt gasfyr i marts 2020, og er derfor ikke interesseret i at skifte.
Dels fordi jeg kombinere det med 2 luft til luft varme pumper, og laver mit strøm på mit solcelle anlæg. Så jeg har i forvejen et meget grønt regnskab. Mit hus er heller ikke gearet til en luft til vand af flere årsager ( b.la ingen gulvarme osv. ).
1. Kan man søge dispensation til ikke at skifte ?
2. Hvor mange år løber ansøgnings tiden.
3. Kan Jeg søge alle puljerne undtagen fjernvarme puljen.
4. Hvor meget vil mit samlede tilskud blive, og kan der blive reguleret i tilskuddene om nogle år ?. mvh steven Larsen

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Steven

Tak for din kommentar. Jeg har ikke hørt om en pulje til dem, der ikke udskifter deres olie- eller naturgasfyr. Puljerne har nemlig til formål, at så mange som muligt skifter over til en “grønnere varmeløsning”. Vi har samlet en oversigt over puljerne og deres løbetid her: https://energihjem.dk/tilskud-finansiering/

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarAnja Kiersgaard

Jeg kan slet ikke overskue, hvad det kan komme til at betyde for os fra beslutning om en varmekilde til, at der kommer varme rundt i huset. Skal man virkelig betale sig fra dén viden? Det koster hurtigt 10-30.000kr. Dertil ny varmekilde og måske nyt varmesysten rundt i huset.

Varmepumpet og fredede/bevaringsværdige bygninger – det er en trist løsning.

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Anja

Tak for din kommentar og jeg forstår godt din undren. Hvis dit hus har en et gyldigt energimærke kan vores gratis energiberegner måske hjælpe dig videre: https://energihjem.dk/beregner/#/

Ellers er det rigtigt, at det er en energikonsulent, som kan vejlede på dette område.

De bedste hilser
/Nynne – Energihjem.dk

Viser 0 af 8 kommentarer