5 gode grunde til at energirenovere selvom energipriserne er faldet
Energipriserne er endelig faldet og fyringssæsonen er ved at være ovre. Alligevel er der mange gode grunde til at energieffektivisere boligen. Vi har samlet fem af dem i denne artikel.
For femte måned i træk har forbrugerpriserne taget et skridt tilbage, efter at de toppede i oktober sidste år. Det skyldes primært, at priser på brændstof, gas og elektricitet er faldende, skriver Danmarks Statistik. Fyringssæsonen er ved at være slut og mange husstande ser frem til ikke at bekymre sig om varmeregningen her i sommerhalvåret. Alligevel er der mange gode grunde til at huske energirenoveringen. Vi har samlet fem gode grunde til energirenovering her.
1. Christiansborg vil udfase olie- og gasfyr
Danmark skal udfase anvendelsen af naturgas hurtigt, og det er hensigten, at der ikke skal anvendes gas til opvarmning af danske husstande. Det er en del af svaret på klimakrisen og afgørende for at sikre uafhængighed af russisk naturgas. Ambitionen er, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr, og at al gas i Danmark skal være grøn i 2030.
Regeringen har desuden sat som mål, at oliefyr ikke længere bliver brugt til opvarmning af hjem i 2030.
De politiske initiativer for at udfase de gamle fyr er mange og indebærer blandt andet, at Bygningspuljen er blevet opdelt i en varmepumpepulje og en energirenoveringspulje, et prisloft for fjernvarme, der understøtter rimelige varmepriser for de danske husholdninger, og fritagelse for tinglysningsafgift af pant for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr til andre opvarmningskilder i perioden 2023-2028.
EU har også ambitioner for den grønne energi
EU har 30.03.23 fastsat et nyt fælles mål om, at 42,5 pct. af EU’s energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030. Det hidtidige mål var på 32 pct. Selvom det endnu ikke er på niveau med de danske ambitioner for vedvarende energi, så mener Dansk Energi at det er et skridt i den rigtige retning.
2. Boligkøbere vil gerne have et energioptimeret hjem
Med store udsving i energipriserne er de danske boligkøbere blevet meget bevidste om en boligs økonomiske stand. En undersøgelse fra Finans Danmark viser eksempelvis, at energimærker har stor betydning for, hvor meget afslag der forhandles på en bolig.
I tredje kvartal af 2022 blev huse med energimærke C eller højere i gennemsnit forhandlet 5,5 procent ned i pris i forhold til første udbudspris – hvorimod huse med energimærke D eller lavere blev forhandlet 9,7 procent ned.
En repræsentativ undersøgelse med svar fra over 2.000 voksne danskere, udført af YouGov for ejendomsmæglerkæden Home, viser ligeledes, at varmekilden har fået stor betydning for boligejerne. Eksempelvis er opvarmning med gas blevet upopulært hos boligkøberne.
42 % svarer, at et gasfyr er den primære varmekilde, de mindst ønsker sig i deres helårsbolig, hvis de kunne vælge frit. Opvarmning med fjernvarme er den mest populære opvarmningsform i undersøgelsen.
Køber ved godt, at boligen potentiel kan blive dyr at bo i på grund af store udgifter til varmeregningen og en potentiel energirenovering.
3. Energirenovering = bedre indeklima
Når du energirenoverer, har det ikke kun sine økonomiske og klimamæssige fordele. En anden positiv sidegevinst er også en øget komfort og et bedre indeklima. Vi bruger i gennemsnit størstedelen af vores tid indendørs og derfor har indeklimaet stor betydning for vores velbefindende. Et godt indeklima betyder bedre komfort og en positiv sidegevinst ved eksempelvis at få udskiftet vinduerne eller isoleret er ikke kun en lavere varmeregning, men også at det er rarere at opholde sig i sin bolig, fordi gener fra træk, fodkulde eller støj elimineres. Isolering af eksempelvis facaden betyder nemlig, at den indvendige overfladetemperatur hæves.
Når man energirenoverer er det en god idé at medtage ventilation, da det er afgørende for indeklimaets kvalitet.
4. Et energioptimeret hus sikrer dig mod fremtidige prisstigninger
De store prisstigninger på energi ramte mange danskere rigtig hårdt. Flere begyndte at se sig om efter grønne varmekilder og mulighederne for at få lov til at producere egen strøm med et solcelleanlæg på taget. Ligeledes blev en god fastprisaftale på både gas og el et stort samtaleemne. I en periode havde producenter og montører svært ved at imødekomme den massive efterspørgsel på grønne energikilder, men er nu tilbage på et niveau, hvor de kan imødekomme efterspørgslen.
Lige nu er energiprisen faldet betydeligt, men der er ikke nogle, der længere tør at spå om dens udvikling. Det er eksempelvis i en artikel i Energiwatch blevet påpeget, at det først ventes, at vi i foråret 2024 er et sted, hvor der er blevet gjort nok for at skaffe gas andetstedsfra end Rusland.
5. Gør noget for klimaet
Det er skræmmende læsning, når man læser FN’s seneste klimarapport. Kloden opvarmes nemlig hurtigere end nogensinde. Og også i Danmark kan klimaforandringerne spores. Selvom en energirenovering af privatboligen på ingen måde løser klimaudfordringerne alene, så er alle initiativer store som små af betydning.
For nogle mennesker er det også vigtigt at føle, at de selv gør en aktiv indsats for at bidrage til at mindske det samlede forbrug af fossile brændstoffer i Danmark. Eksempelvis ved at energirenovere boligen eller ved at regulere adfærd i hverdagen.
For andre handler det mere om at klimasikre deres egen private bolig mod klimaforandringerne, som i Danmark blandt andet byder på en stigende middeltemperatur, vådere vintre og tørke om sommeren.
8 kommentarer
hvornår kan man søge tilskud til 2 vinduer og 2 dører med 3 lags glas
Hej Lone
Mange tak for din kommentar. Vi kender desværre ikke datoen for, hvornår energirenoveringspuljen åbner, men så snart vi ved mere, informerer vi herom på hjemmesiden og via vores nyhedsbrev. Det er vigtigt at huske på, at man skal søge om tilskud FØR man går i gang med sit projekt. Så ønsker man at søge om tilskud til nye vinduer, må man desværre væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
De bedste hilsner,
Michelle / Energihjem.dk
Hvornår kan man søge tilskud nedtagning af gasfyr, i forbindelse med overgang til fjernvarme? Forventet omkring juli 2024
Hej Steen
Mange tak for din kommentar. Evida forventer, at afkoblingsordningen åbner i første halvdel af maj 2023. Det er dog sådan, at man maksimalt kan opsige til en dato 12 måneder frem i tid. Det er ikke til at sige, hvornår puljen lukker igen, og derfor er det ikke sikkert, at du kan søge om tilskud fra afkoblingspuljen her i 2023 til afkobling i juli 2024.
De bedste hilsner,
Michelle / Energihjem.dk
Vil det blive muligt at få varmepumpetilskud i områder hvor der planlægges fjernvarme?
Hej Mads
Mange tak for din kommentar. Energistyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at bor man I et område, hvor der er eller kommer fjernvarme, kan man ikke søge tilskud til en varmepumpe.
De bedste hilsner,
Michelle / Energihjem.dk
Hvornår kan man søge om tilskud til vinduer
Hej Dorte
Mange tak for din kommentar. Der er desværre få oplysninger om energirenoveringspuljen, og vi ved derfor ikke, hvornår den åbner – og derfor heller ikke, hvornår man kan søge om tilskud. Men det er vigtigt at huske på, at man skal søge om tilskud FØR man går i gang med sit projekt. Så ønsker man at søge om tilskud til nye vinduer, må man desværre væbne sig med tålmodighed.
Energistyrelsen forventer, at varmepumpepuljen åbner i første halvår af 2023, og at energirenoveringspuljen åbner senere. Det lyder derfor på Energistyrelsen som om det godt kunne være i andet halvår af 2023, at energirenoveringspuljen åbner. Så snart vi ved mere, sender vi et nyhedsbrev ud og opdaterer på vores hjemmeside.
De bedste hilsner,
Michelle / Energihjem.dk
Viser 0 af 8 kommentarer