Sidste solcellepulje frigivet

1. september er en ny solcellepulje åbnet. Derfor er det igen muligt at søge om solcelleanlæg med forhøjet pristillæg. Frem til og med 31. oktober 2016 kan private, boligforeninger og solcellelav altså søge om penge for fire anlægstyper. Puljen, der er den sidste, tildeles efter først-til-mølle-princippet, og Energinet.dk kan tildele forhøjet pristillæg til anlæg, der i alt løber op i 49,4 megawatt.

Da der tidligere på året blev frigivet en pulje, blev der langt fra brugt alle de 56,3 megawatt, Energinet.dk stillede til rådighed – og de overskydende megawatt udbydes altså nu for sidste gang til danskere, der vil investere i solcelleanlæg.

Hvem kan søge denne solcellepulje?

Ansøgningen skal falde under én af fire underkategorier; almene boligforeninger, private boligejere, solcellelav eller fælles solcelleanlæg i en boligorganisation. Især kategorien af foreninger blev langt fra ’udsolgt’ i foråret.

Du kan kun søge til et ikke-etableret anlæg, og du skal have en skriftlig aftale med en solcellesælger om et køb betinget af, om du får tildelt puljepenge – et tilbud er altså ikke nok. Vær samtidigt opmærksom på, at du ikke må modtage anden offentlig støtte – eksempelvis håndværkerfradrag – sammen med pristillægget.

Sådan søger du solcellepuljen

Du kan søge fra 1. september 2016 klokken 10.00 elektronisk med NemId
eller via ansøgningsskema, som du sender eller afleverer til Solcelleadministration, Energinet.dk, Tonne Kjærsvej 65, 7000 Fredericia

Ansøgningen skal være fyldestgørende, ligesom du skal opfylde bestemte krav til information og dokumentation for at komme i betragtning. Kommer der flere ansøgninger, end der er midler til, trækker Energinet.dk lod blandt de mest fyldestgørende ansøgninger, der tikker ind den dag, puljerne bliver fyldt.

Vidste du?

  • Der er i princippet ingen grænse for, hvor stort et solcelleanlæg kan være – du skal tage udgangspunkt i den effekt, du ønsker, samt de fysiske begrænsninger, bygningen eksempelvis har
  • Selvom der de senere år har været et fald i antallet af danskere, der installerer solcelleanlæg, regner Energistyrelsen med, at Danmark i 2020 modtager fem procent af vores strøm fra solceller
  • Du må frit bruge det strøm, du selv producerer – men sælger du overskudsstrøm til el-nettet for mere end 7000 kroner om året, skal du betale skat
  • Solcelleanlæg og solvarmeanlæg er IKKE det samme; det ene producerer el, det andet varme og varmt vand. Dog kan du godt få en løsning, der kombinerer de to funktioner 

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *