Solcellebatterier: Dét skal du vide
Skal man vælge en solcelleløsning med eller uden batteri? Og er der egentlig stor forskel på, hvilken batteriløsning, du vælger? Vi spørger eksperterne fra VIASOL A/S, når vi dykker ned i solcellebatteriernes univers her.
Sommeren er over os – og de varme stråler fra solen kan give meget mere end røde sommernæser. Flere og flere solceller popper nemlig op på hustagene i det ganske danske land – og de kommer i mange størrelser, former og farver. På Energihjem.dk har vi samlet alt om solceller i denne guide, men her tager vi et spadestik dybere og ser nærmere på spørgsmålet, om du bør vælge solceller med eller uden en batteriløsning. Det er nemlig et spørgsmål, vi ofte får, når solcelleuniverset udforskes af boligejerne.
Vidste du, at du går fra at være cirka 30 procent til 70 procent selvforsynende med en batteribank?
Hvordan virker et solcellebatteri?
Ligesom solceller kommer i mange modeller, gør batteriløsningerne det samme. Helt overordnet gemmer du den overskydende strøm, som solcellerne producerer i et solcellebatteri, så du kan benytte dig af strømmen senere hen i stedet for at sende det retur til elnettet uden gevinst. En fordelagtig løsning som størstedelen af solcelleejere derfor også benytter sig af.
”Der er naturligvis forskel på, hvordan de forskellige solcellebatterier virker, og særligt den teknologi man køber ind på, når man vælger batteribank. Eksempelvis anbefaler vi, at man vælger en batteribank med den nyeste litium-teknologi, som styrker ydelsen og har den længste levetid, samt brandsikkerhed – selvsagt meget vigtigere parametre,” forklarer Tobias Nielsen fra solcellefirmaet VIASOL A/S.
Stand-alone vs. hybrid
De fleste husejere har det, man i solcelleverdenen, kalder et hybrid-batterianlæg, som er tilkoblet elnettet. Det er også denne slags batteriløsning, vi belyser her. Et stand-alone anlæg er ikke tilkoblet elnettet og her lagres strømmen i et eksternt batteri. Denne slags batteri ses ofte ved campingvogne, skovhytter og lignede.
Litium-teknologi – a hva’ for noget?
Litiumbatterier finder man også i mobiltelefoner og elbiler, hvor de er designet til at kunne gemme på strømmen og levere høj strøm over længere tid. I nogle solcellebatterier er denne teknologi også brugt, men man kan dog ikke skære brugen af solcellebatterier over én kam.
”Der er også forskel på udviklingen af litium-teknologi og levetiden på batterierne. Her skal man som boligejer især holde øje med garantierne, der følger med batterierne, da levetiden på batterierne godt kan variere,” siger Tobias Nielsen.
Solcellebatteriers levetid kan variere
Som det er med alt fra køleskabe til computere, kan produkters levetid variere en hel del. Men hvor lang levetid har solcellebatterier egentligt?
”Den garanti, som ofte bliver overset af kunden, men omhandler anlæggets forventede og garanterede levetid, hedder ydelsesgarantien. Den er noget andet end produktgarantien som ligger på 5-10 år og vigtig i forhold til, hvor længe batteriet forudser at holde.”
– Tobias Nielsen, VIASOL A/S
”Ydelsesgarantien har et markedsgennemsnit på 5.000 såkaldte cyklusser, som betyder 5.000 op- og afladninger – svarende til cirka 14 år. Du kan dog også finde batterisystemer som Sonnen med hele 10.000 cyklusser – svarende til cirka 27 år. Altså dobbelt så mange cyklusser og dermed dobbelt så lang levetid,” forklarer solcelleeksperten.
Generelt er det altså vigtigt, at du som boligejer kigger på ydelsesgarantien, når du skal lave en langsigtet investering, som et solcelleanlæg nu engang er. For når solcellerne er levedygtige i +35 år, så vil man også gerne have en batteribank, som så vidt muligt kan følge med og ikke er en dyr ekstraomkostning at skulle udskifte undervejs.
Hvornår kan det betale sig med et solbatteri?
Når du skal overvej at købe en hybrid-batteriløsning til dit solcelleanlæg, så er det vigtigt, at du forholder dig til dine nuværende behov, såvel som fremtidige. Og her er det enormt vigtigt at tage stilling til om du bør købe et anlæg, der kan skaleres/udvides med tiden, sådan at du ikke er ”låst” til den løsning, du køber i dag.
”Alle fremtidsprognoser viser et forventet højere elforbrug for private husstande, her især på grund af forventningen om, at man enten får en varmepumpe, elbil eller begge dele, hvilket i mange tilfælde næsten fordobler husets eksisterende årlige elforbrug,” siger Tobias Nielsen og uddyber:
”Det er ikke alle hybridløsninger, som man kan tilkoble yderligere batteri til senere hen. Og derfor skal du gøre op med dig selv, hvad du forventer af forbrug i fremtiden. Forhør dig derfor altid hos solcellefirmaet om, hvor fremtidssikret batteriløsningen, du overvejer, er.”
– Tobias Nielsen, VIASOL A/S
Undgå disse 3 faldgruber
Skal solcelleeksperten Tobias Nielsen fra VIASOL A/S til sidst opsummere tre faldgruber, han vil anbefale dig at have in-mente, når du overvejer et solcellebatteri, lyder de således:
Faldgrube 1: At falde i den prisfokuserede batterifælde
Det bedste råd må være at lade være med at være alt for prisfokuseret. Altså, hellere købe sig ind på kvalitet og noget, der er fremtidssikret, frem for en billig løsning, som passer nu og her, men som ikke passer om få år eller om ikke andet skal skiftes ud igen efter en kortere årrække.
Det ødelægger hele regnestykket, hvis man har en ekstraudgift ved at skulle købe et helt nyt hybridsystem efter forholdsvis få år. Det når simpelthen ikke at betale sig selv hjem, inden det i så fald skal udskiftes. Og foruden det, så er et solcelleanlæg også et grønt, bæredygtigt køb, og hvis man går op i det, så bør man også købe et produkt, som holder længst tid muligt og dermed i sig selv er mest bæredygtigt.
Faldgrube 2: At vælge et firma, der ikke er specialister i solceller
Forhold dig også til, hvilken forhandler du køber solcellebatterierne fra, da du gerne skal have mulighed for at henvende dig med servicerelaterede spørgsmål i mange år frem. Vælger du et firma, der laver solceller på sidelinjen – og egentligt ikke er specialist i branchen vil forskellen også typisk være erfaringen fra montørerne og de garantier, der tilbydes.
Faldgrube 3: Ikke at turde spørge ind
Du skal turde at spørge ind til, hvad den præsenterede hybridløsning kan og ikke kan gennem dens software og teknologi. De smarte løsninger har eksempelvis funktioner, hvor de bruger vejrdata til at oplade på de mest hensigtsmæssige tidspunkter på dagen.
I forlængelse, så kan de bedste invertere i solceller også fungere som ”handelsbørser”, som gør det muligt at købe billigt strøm fra elnettet om natten, hvor strømmen er billigst, sådan så man har et fulgt opladt batteri til næste dag, der kan bruges når strømmen er dyrest, hvilket især er relevant i vinterhalvåret, hvor solcelleanlægget ikke producerer ligeså meget strøm.
13 kommentarer
Hvor længe kan den lagrede strøm fra solceller, hentet ned i et solcellebatteri lageret i et batteri? Kan man eksempelvis bruge den strøm man har i sommermånederne bruges i vintermånederne?
Hej Kenneth
Tak for din besked. Afhængigt af batteritype, vil jeg mene, at man godt kan. Dog vil jeg anbefale, at du forhører dig hos en fagperson indenfor solceller. Vi sidder som journalister her på Andelsportal.dk, og har derfor ikke samme faglige viden at trække på som en ekspert.
De bedste hilsner
Michelle / Energihjem.dk
Jeg har 6kwh solselleanlæg med byd batteri 8.7 kwh.
Jeg har en generator 400v 5000wat med AVR. Kan man koble den ind så så jeg kan bruge solselleanlæget.
Eller findes der et inverter der kan skaffe frekvensen så solselle anlægget kan køre.
Hvis el nettet svigter er fryser og varmepumpe vigtige ca.3kwh. I flg. Beredskabsstyrelsen skal vi kunne klare os selv. Jeg har gas til madlavning. Hvis vi har lidt el kan vi klare os 30 dage.
Hej Jens-Jørgen,
Mange tak for din henvendelse.
Det lyder som en god idé, men jeg kan desværre ikke fortælle dig om det er muligt. Det har jeg ikke den tekniske viden til at svare på. Jeg vil foreslå dig at du tager kontakt til en solcellemontør.
Bedste hilsner
Maria – Energihjem.dk
Hej
Findes der en løsning hvor man kan beholde sin inverter og tilkoble en batteripakke ?
Hej Henrik
Mange tak for din kommentar. Mig bekendt afhænger det af, om din inverter er en hybrid inverter eller en standard inverter. Man kan typisk ikke tilkoble et batterisystem til en standard inverter. Jeg vil anbefale, at du forhører dig hos en professionel i solcelleløsninger. Vedkommende vil kunne fortælle om dine muligheder.
De bedste hilsner
Michelle / Energihjem.dk
Viser 0 af 13 kommentarer