2700 ansøger om PSO-støtte til solceller på førstedagen
Energinet.dk åbnede i går op for den længe ventede solcellepulje med PSO-støtte og efterspørgslen var massiv. Energinet, som administrerer ordningen, modtog i de første otte timer, som puljen var åben, mere end 2700 ansøgninger om forhøjet pristillæg. De modtog ydermere 1700 telefonopkald med henvendelser vedrørende PSO-ordningen.
Energinet kunne i går gøre status over en dag, der var noget mere hektisk end en gennemsnitlig dag. På en enkelt dag havde de nemlig modtaget 1925 online-ansøgninger, 800 ansøgninger afleveret på papir i Energinet.dk’s reception, 1700 telefonopkald og omkring 550 e-mails. Årsagen var den længe ventede pulje med PSO-støtte og dermed forhøjet pristillæg til nyetablering af solcelleanlæg.
Puljen åbnede klokken 10.00 og på trods af ekstra mandskab i Energinets solcelleadministration, var det ikke muligt at besvare 568 telefonopkald, som Energinet fik alene den første time.
Hvem får del i puljen?
Energinet.dk kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse hvor mange af ansøgerne, der vil få tilsagn om støtte. Først skal Energinet gennemgå samtlige ansøgninger for at se om de lever op til kriterierne, som solcelleansøgningerne påkræver. Dernæst har der været tastefejl i det online-system, hvor ansøgere kan søge igennem. Nogle ansøgere er nemlig ved en fejl kommet til at angive, at de søger om et anlæg på 6000 kW fremfor et anlæg på blot 6 kW. Denne indtastningsfejl ville som udgangspunkt betyde, at ansøgninger ikke vil blive godkendt. Energinet har dog besluttet at tage kontakt til de ansøgere, der har indtastet forkert for at få styr på tallene.
Ansøgerstatistik for de 4 underpuljer opdateret 17.marts 2015 kl. 14.00:
18 MW-pulje på lejeboliger: 59 ansøgninger
12 MW-pulje til private hustande: 2348 online ansøgninger
15 MW-pulje til solcellelav: 0 ansøgninger
15 MW-pulje til boligforeninger: 16 ansøgninger
Ydermere blev 800 ansøgninger afleveret på papir i Energinet.dk’s reception. De 800 ansøgninger vil i løbet af de næste par dage blive gennemgået af medarbejdere og fordelt ud på de fire underpuljer.
Særligt puljen for private husstande lader til hurtigt at blive ”tømt”. Som ansøger bør man dog være opmærksom på, at alle har lige muligheder for at vinde lodtrækningen om de forskellige puljer – dette ligegyldigt om de har indsendt deres ansøgning om morgenen eller om lige før midnat. Så længe ansøgningen blev modtaget den 16.marts 2015, er man med i første lodtrækning.
Ny chance til dem, som ikke vinder i lodtrækningen
Er der flere ansøgere i en pulje end hvad, der er kapacitet til, bliver der trukket lod blandt ansøgerne. Er man uheldig og får man ikke tilsagn om puljen er der endnu en mulighed for støtte. Bliver alle underpuljer ikke tømt inden 31. maj, samles resterende antal MW i en pulje, som udbydes til efteråret.
Hos Energihjem.dk opdaterer vi løbende omkring PSO-støtten og puljen for forhøjet pristillæg til solcelleanlæg.