Ny ordning belønner med kontanter, når brændeovn skrottes
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er på vej med en tilskudsordning, således at ejere af brændeovne kan få 2000 kroner, hvis brændeovnen skrottes. Gamle brændeovne er nemlig 5 gange så forurenende som nye.
OBS: Fra 1. august 2021 vil det ikke længere være tilladt at beholde en brændeovn fra før 2003, når du køber bolig.
Sæsonen for brændeovne i de danske hjem er sat i gang, men inden der tændes op for en behaglig atmosfære i hjemmet bør man være opmærksom på, at brændeovnen godt kan være farlig. Særligt brændeovne, der er fra før 1990 er miljøfarlige, og en ny ordning er nu sendt i høring, således at danskerne får en kontant gevinst på 2000 kroner, hvis brændeovnen skrottes.
Forurener fem gange så meget
”De gamle ovne fra 1990 og før forurener i gennemsnit næsten fem gange så meget som en ny, svanemærket brændeovn. Derfor er jeg på vej med en skrotningsordning”, fortæller miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) om den kommende skrotningsordning. Årsagen til den planlagte skrotningsordning skyldes, at brændeovne fra før 1990 forurener i gennemsnit næsten fem gange så meget som en ny, svanemærket brændeovn.
Bekendtgørelsen om skrotningsordningen blev sendt i høring d. 29.oktober 2015 og høringsperioden afsluttes d. 9.november 2015. Hvis ikke høringen fører til ændringer, vil danskerne fra midten af november kunne få tilskud til at skrotte de gamle brændeovne.
21.000 brændeovne skal skrottes
Ordningen planlægges sat i værk i midten af november. Der er afsat 45 millioner kroner til puljen, og man forventer at fordele pengene efter først-til-mølle princippet. Der vil derfor være penge til de første 21.000 brændeovne, der bliver skrottet. I alt står der i de danske hjem 150.000 brændeovne fra før 1990, hvilket samlet set rækker til at 17 procent af ovnene kan skrottes. Ordningen skal løbe til udgangen af 2016, eller når puljen er tom.
God for miljø og pengepung
Udskifter du din brændeovn sparer du både penge og du hjælper miljøet. Ifølge Bolius kommer 70 procent af den samlede danske partikeludledning fra brændefyring, og tusinder af danskere får årligt astma og bronkitis, som følge af forurening fra brændeovnene. Nye brændeovne forurener mindre og lovkrav siger, at nye brændeovne kun må udlede 3 gram partikler pr. kilo brænde.
I en ny ovn er der en bedre varmeudnyttelse, hvilket også betyder, at der er penge at spare, da man bruger væsentligt mindre brænde med en ny brændeovn.
Ved skrotning af en brændeovn skal man være opmærksom på, at videresalg ikke er tilladt, når brændeovnen ikke opfylder nye lovkrav.
2 kommentarer
Hvor og hvordan skrotter man sin brændeovn?
Der findes ingen oplysninger om hvor og hvordan man gør det???
Hej Nicholas,
Tak for din tilbagemelding.
Ordningen er stadig i høring og vil være det frem til 9. november 2015. Det forventes at der åbnes op for en ansøgningsportal med ansøgningsskemaer herefter.
/Maria – Energihjem.dk
Viser 0 af 2 kommentarer