Varmepumpepuljen er udskudt – igen
Den længe ventede varmepumpepulje er igen, igen udskudt og står nu først til at åbne her i efteråret 2023. Det til trods for, at Energistyrelsen i 2022 meddelte, at varmepumpepuljen ville åbne i første kvartal af 2023. TEKNIQ Arbejdsgiverne kritiserer forsinkelsen.
Rigtig mange boligejere går og venter på, at varmepumpepuljen åbner – men man må væbne sig med tålmodighed. For ifølge flere kilder har Energistyrelsen igen, igen udskudt åbningen af puljen. Denne gang til september. I 2022 meddelte Energistyrelsen ellers, at forventningen var, at varmepumpepuljen ville åbne i første kvartal af 2023. Senere lød det, at den ville åbne i sommeren 2023. Og nu tyder alt på, at den først åbner til efterår.
Opdatering d. 27.06.2023: Energistyrelsen har meddelt, at varmepumpepuljen åbner i midten af september 2023.
Opskriften på en flaskehals
Der er stor interesse for at udskifte det gamle olie- og gasfyr for de mange danskere, der ikke kan få fjernvarme, men mange venter på at varmepumpepuljen åbner. Fra varmepumpepuljen kan man nemlig få tilskud til en varmepumpe, når man skifter fra olie- eller gasfyr – og det er der mange, der gerne vil. Det ser dog ud til, at de må vente lidt længere. Og det kritiserer blandt andre TEKNIQ Arbejdsgiverne.
” At tilskudspuljen til varmepumper endnu ikke er åbnet vidner om, at man fra politisk hold enten er ligeglad med – eller totalt uvidende om – de konsekvenser det har for både borgere og virksomheder. Det er simpelthen ikke godt nok, at politisk nøl i den grad trækker tempoet ud af den grønne omstilling, ” siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Troels Hartung peger på, at forsinkelsen vil føre til en flaskehals, når puljen engang åbner, for boligejere går og venter på at igangsætte varmepumpeprojektet, mens varmepumpeinstallatører mærker en opbremsning: ”Det skaber en flaskehals, når puljen endelig åbner, i stedet for at kunne fordele konverteringerne nogenlunde jævnt i takt med at kunderne bliver klar,” forklarer Troels Hartung.
Fakta om varmepumpepuljen
Fra varmepumpepuljen kan boligejere få tilskud til en varmepumpe. Kilder oplyser, at det kun er en luft til vand varmepumpe og jordvarmepumpe, man kan søge om tilskud til. Det vil sige, ikke til en luft til luft varmepumpe.
Gælder tidligere regler, kan man kun få tilskud, såfremt man bor et sted uden mulighed for fjernvarme. Der er endnu ikke oplyst noget konkret ift. tilskuddets størrelse, men flere kilder melder om, at man til en luft til vand varmepumpe kan få 17.000 kr. i tilskud og man til en jordvarmepumpe kan få 27.000 kr. i tilskud.
Der er generelt få oplysninger om varmepumpepuljen, men så snart vi ved mere, informerer vi herom på vores hjemmeside og via vores nyhedsbrev.
Opbremsning i varmepumpemarkedet
Den udskudte åbning falder endda uheldigt, fordi varmepumpemarkedet mærker til en generel opbremsning. TEKNIQ Arbejdsgiverne har adspurgt blandt organisationens VE-installatører, der gør sig i varmepumpeinstallationer, og her lyder det fra 85 procent, at der i første kvartal af 2023 var stille ved telefonen.
Ifølge Troels Hartung vil tendensen formentlig fortsætte, og derfor appellerer han til en ændring af tilskudsordninger: ”Det nuværende system fungerer ikke, og det er værd at overveje, om ikke tilskuddene til både fjernvarme og varmepumper helt skal gentænkes, så puljerne ikke konstant løber tør, men er tilgængelige, når der er brug for dem i form af fradrag i stedet for puljer, siger Troels Hartung.”