Med energikonsulenten på hustjek: Dét bør du vide om energimærket

For energikonsulenten Alex er tendensen klar: Selvom det er lovpligtigt med et gyldigt energimærke, når du sælger eller udlejer boligen, så ved danskerne ikke nok, hvad energimærket betyder.

Også set i Magasinet Energihjem

“Først spørger jeg husejeren, hvad de ved om deres bolig. Det er jo som oftest dig selv, der kender dit hjem bedst.«

Sådan indleder Alex Lyng Vestergaard, da vi besøger ham til en snak om energimærkning en efterårsdag i Horsens. Tommestok og den digitale opmåler ligger pænt ved siden af hans tablet, hvor opmåling og information fra hustjekket skal noteres.

Alex ved, hvad han taler om – energimærkning har nemlig været hans speciale i mange år hos OBH Rådgivende Ingeniører, hvor de rykker ud, hvis du i forbindelse med et hussalg eller en energirenovering ønsker en energimærkerapport.

Energimærkning blev gjort lovpligtig i 2010 og hjælper boligejere til at forstå bygningens energitilstand. Husets tilstand placeres på en skala fra A til G og informerer om, hvordan boligen kan få et lavere energiforbrug. Et energimærke er gyldigt i 10 år.

Boligens varmetab i centrum

»Energimærket handler om at give et hus en vurdering i forhold til energiforbruget. Vi kigger derfor på klimaskærmen – alt det, der vender ud mod det fri – vinduer, døre, gulve, vægge og lofter. Og så kigger vi på varmekilden. Det vi skal finde er nemlig værditabet,« forklarer Alex alt imens han måler vinduespartiet i den hyggelige murermestervilla.

Det er på baggrund af disse registreringer, at han beregner husets energitab. For når det gælder energimærkningen, ser man ikke på, hvor velholdt huset er, men derimod på energitabet og energipotentialet. Alex forklarer:

”Vi måler helt konkret det samlede varmetab pr. kvadratmeter, som placerer huset på Energistyrelsens skala fra A-G. Ofte skal der ikke meget til, at man kan rykke en eller flere energiklasser op.“

Isoleringstykkelsen fremgår af rammen
I nyere vinduespartier fremgår isoleringstykkelsen i rammen.

»Udskifter du eksempelvis el-varmen ud med en varmepumpe, jordvarme eller fjernvarme kan du nemt rykke to energiklasser op,« siger Alex.

Husets karakter fra A til G

Det er misforstået, at et hus med et dårligt energimærke altid er lig med et dårligt hus set i forhold til husets tilstand, understreger Alex. Men der kan være et energibesparelsespotentiale, som boligejeren med fordel kan investere i for at forbedre den energimæssige standard for huset og dermed spare på energiforbruget.

Husets klimaskærm efterses.
Husets klimaskærm efterses grundigt.

»Se energimærkningen som en varedeklaration i forhold til hvor meget energi, der skal bruges for at varme huset op. Er huset E, så skal man bruge flere penge på at varme det op end et C hus. Når man giver en karakter på et hus, så giver man en karakter på folks hjem og måske følelser, og her skal du som boligejer vide, at et dårligt energimærke ikke nødvendigvis betyder, at det er et dårligt hus. Komforten kan være god, køkkenet nyt og rammerne hyggelige.«

Vidste du …
det ikke kun er ved salg, at et energimærke er lovpligtigt? Du skal have et gyldigt at det ikke kun er ved salg, at et energimærke er lovpligtigt? Du skal have et gyldigt energimærke, når du udlejer din bolig  – også selvom det blot er udlejning af tilbygningen eller annekset

Kælderen kan være en joker

For den erfarne energikonsulent gælder tommelfingerreglen, at det i huse efter 80’erne typisk er varmeinstallationerne, der trænger til en opdatering. I ældre huse end dem er det ofte klimaskærmen, men beliggenheden spiller også ind.

»Kommer man ud i landdistrikterne, er der typisk ikke fjernvarme, og her kan boligejeren med fordel skifte sit måske gamle oliefyr ud til en varmepumpe. Her kan oliefyret være den billigste løsning, selvom det langt fra er den grønneste,« siger Alex, der har endnu et godt råd:

”I energimærket skelner man sort/hvidt, når det kommer til opvarmede rum. Her oplever vi ofte, at kælderen kan være lidt af en joker. Har du eksempelvis en gammel radiator i kælderen, kan det give en pil nedad i energimærkningen. Her vil rummet nemlig registreres som ‘opvarmet’, og da væggene ofte er uisoleret, er varmetabet højt. Fjerner du radiatoren, vil kælderen modsat ikke tælle med som et opvarmet areal.“

Husk også de andre fordele

Energimærkerapporten skelner mellem rentable og ikke rentable energirenoveringer. Er renoveringen rentabel, betaler den sig selv hjem, før dens levetid udløber.

»I virkeligheden har de færreste gamle huse svært ved at rykke op i energiklasse A – imens det stadig er rentabelt. De kan godt, men investeringen betaler sig nødvendigvis ikke hjem. Men måske er økonomien heller ikke det vigtigste hver gang,« påpeger Alex og uddyber:

»Bare fordi et forslag ikke er rentabelt, betyder det ikke, at det er en dårlig idé at energirenovere. Det kan gøre meget for komforten, indeklimaet og levestandarden. Har det værdi for mig? Det skal du spørge dig selv om.«

3 gode råd fra energikonsulenten

  1. Vær forberedt, når energikonsulenten kommer på besøg. Har du bygnings-tegninger, så vis energikonsulenten dem. Ved du, at I fik lavet gulvet efter forskrifterne tilbage i 1997, så nævn det. Du får den mest retvisende rapport, hvis du selv er deltagende i at give informationerne.
  2. Stil endelig spørgsmål til fagmanden, når han er på besøg, så I ikke skal tage dem på bagkant.
  3. Brug energimærkningen som et idékatalog til at spare op til de energirenoveringer, der er rentable eller giver mening for dig.

Grønt formål med energimærkeordningen

Vindues- og dørpartier opmåles
Vindues- og dørpartier opmåles

Formålet med energimærkeordningen har altid været klar. Det handler om at sikre energieffektive bygninger og motivere den enkelte boligejer til at energirenovere mere.

»I dag skal du være certificeret for at lave energimærkerapporter, og virksomheden skal sikre, at konsulenterne holder sig opdateret på nye regler. På den måde sikres kvaliteten også,« forklarer Alex, som er glad for at være en del af et firma, hvor man har stor fokus på løbende at uddanne og holde energikonsulenterne opdaterede.

»Det er vigtigt for at understøtte energirenoveringer af de private boliger i Danmark og dermed den grønne omstilling,« afslutter Alex.

Vidste du …
at energimærket laves ud fra standardforbruget og ikke det oplyste forbrug. Man ser derfor ikke på, hvad du bruger i varme nu, men et standardforbrug, da der kan være forskel på den enkelte families forbrug.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 kommentarer

AvatarEdu & Yvonne Züger

Vi forventer ikke at sælge vores hus. Vi købte hus i 2017. Pt har vi ingen enrgimærkning, men vil gerne være på forkant når vi skal have lavet et energimærke. Huset er fra 1978 og løbende vedligholdt/renoveret/ombygget . bolig areal er 128 m2 i et plan.

Vi har en del renovert i huset, feks. Varmepump (L/L), ny gasfyr, varmvandvarmepump, solceller med batteri og i april d.å få vi 3 dobbelt ny glasvenster hele hustet rundt.

Derfor er mit spørgsmål,: Kan jeg få lavet en gennemgang af en energikonsulenet UDEN at få et energimærke. Så vi ved hvor vi skal bruge penge, hvis nødvendigt.
Hvis det er muligt med sådan et tjek/vejledning er det så samme prisområde som et komplet energimærke ?? (Jeg er Hollænder)
Ser frem til jeres svar

Nynne Groth HallanderNynne Groth Hallander

Hej Edu,

Mange tak for dit spørgsmål. De fleste energikonsulenter tilbyder en såkaldt “bygningsgennemgang”, hvor de kan vurdere boligens stand. Du er velkommen til at bruge vores gratis service og komme i uforpligtende rådgivere i dit område: https://energihjem.dk/tilbud/

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarTonny Christensen

Hej .
Om 1-2 år forventer vi at sælge vores hus. Pt har vi ingen enrgimærkning, men vil gerne være på forkant når vi skal have lavet et energimærke. Huset er fra 1972 og løbende vedligholdt/renoveret/ombygget . bolig areal er ca 185m2 i et plan.
Derfor er mit spørgsmål,: Kan jeg få lavet en gennemgang af en energikonsulenet UDEN at få et energimærke. Så vi ved hvor vi skal bruge penge og indsats indtil salg.
Hvis det er muligt med sådan et tjek/vejledning er det så samme prisområde som et komplet energimærke ??
Ser frem til jeres svar
Vh Tonny

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Tonny

Tak for dit relevante spørgsmål. Som du skriver det, så er det altid en god idé at få en fagmand på besøg og tage temperaturen på den energimæssige stand og mulighed for forbedringer. Du kan med fordel tage kontakt til en energirådgiver som kan hjælpe dig godt videre og rådgive dig til den rigtige løsning. Det er du velkommen til at benytte vores gratis service til: https://energihjem.dk/tilbud/

Jeg ved også, at Danske Bank har indgået et samarbejde, så deres kunder kan få en uddybende bolig-energirapport til en bestemt pris. Det kan du læse mere om her: https://danskebank.dk/privat/mit-liv/bolig/eje-bolig/bolig-og-energi

De bedste fredagshilsner
/Nynne – Energihjem.dk

Viser 0 af 4 kommentarer