Husejerens bedste råd til tilskudsansøgningen: Det var kompliceret, men det hele værd

Boligejeren Mirja var en af de heldige, der blev forhåndsgodkendt til Energistyrelsens energitilskud: Bygningspuljen. Vi møder hende på hjemmeadressen i Solrød Strand, hvor håndværkerne er i fuld gang med at give hendes nye hus en grøn makeover. Imens deler Mirja ud af vigtige erfaringer med tilskudssøgningen og energirenovering.

Kører du cirka 30 kilometer syd for København, rammer du satellitbyen Solrød Strand. Her bor husejeren Mirja Louise Riddervold – skolelærer, mor og lidt af en Pippi-type. Det kendte Pippi Langstrømpe citat: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” – er nemlig en sigende filosofi for, hvordan Mirja håndterer nye projekter herunder totalrenoveringen af hendes nye hus.

Renoveringsprocessen har allerede budt på en kompliceret ansøgningsproces til energitilskud, en hel del håndværkerlingo og ikke mindst en stor portion tålmodighed. Vi snakker med den gæstfrie Mirja over en varm kop kaffe.

Sådan så huset ud, da Mirja overtog det i sensommeren 2020. Huset spænder over 128 m2.

Tilskud til mere end bare varmepumpen

Energistyrelsen åbnede op for den første ansøgningsrunde til tilskud fra Bygningspuljen den 15. oktober 2020, hvor regeringen havde afsat 245 mio. kroner til energirenoveringer. Og herfra gik det stærkt.

“Jeg vidste, at man skulle være hurtig, hvis man ønskede tilskud, men jeg vidste ikke, at man skulle være så hurtig,” indleder Mirja, der søgte om tilskuddet samme aften puljen åbnede.

“Jeg var klar til at søge om tilskud til en varmepumpe, men i ansøgningsprocessen fandt jeg ud af, at man også kunne søge tilskud til nye vinduer og isolering af diverse bygningsdele, som jeg ikke havde regnet med. Det var en positiv overraskelse, da jeg havde overtaget et gammelt hus. Min ansøgningsliste blev derfor længere end først antaget,” siger Mirja og fortsætter:

“I lang tid har jeg kigget efter tilbud på en varmepumpe til hjemmet, og i den forbindelse fik jeg det gode råd fra en energivejleder, at der nok snart ville komme tilskud til varmepumpen, hvis jeg ventede lidt. Derfor tilmeldte jeg mig diverse nyhedsbreve, så jeg kunne holde mig opdateret og var klar til at søge,” forklarer Mirja, der var en af de heldige, der fik tilsagn til både vinduer, isolering og varmepumpen i det nye hjem.

Netop ‘heldig’ virker som det rigtige ord at bruge. Tilskudspuljen blev nemlig opbrugt på blot fire dage, hvor Energistyrelsen modtog 19.336 ansøgninger. Kun 5.420 fik tilskud.

I september 2021 åbner næste pulje. Hold dig opdateret på: www.energihjem.dk/tilskud

Var det nemt at søge om tilskud?

Dét spørgsmål stiller vi Mirja, som bestemt virker som typen, der har styr på sagerne. På hendes vægge hænger både projektplaner og plantegninger – på den måde kan hun følge udviklingen på renoveringsprojekterne tæt.

“Det var bestemt ikke nemt at søge om tilskud,” svarer hun og uddyber:

“Man skal virkelig kende fagsproget. Bare dét at svare på om ens vinduer er klasse 1 eller klasse 2, når producenterne opgør dem i energimærke A eller B. Samtidig skulle jeg også selv i gang med opmålingen, så det var faktisk ret svært.”

Mirja Louise Riddervold

Vidste du? at klasse 2 vinduer er mere energirigtige end klasse 1? Klasse 2 vinduer svarer nemlig til vinduer med energimærke A.

Før

En af de udfordringer som Mirja også stødte på, var, at der var fejl i hendes nye energimærke. Energimærket spiller nemlig en vigtig rolle i ansøgningsprocessen, da Energistyrelsen blandt andet bruger energimærkets varmetabsberegninger, den såkaldte U-værdi, til at udregne tilskuddets størrelse.

Har du ikke et gyldigt energimærke og ønsker tilskud til andet end varmepumpen, skal du have fingrene i et. Som noget nyt skal bygningen nemlig være energimærket efter 1. oktober 2012, hvis du skal søge tilskud til energirenovering. Pt. er det i høring hos Energistyrelsen om man i fremtiden kun kan søge tilskud til isolering og vinduer, hvis boligen har energimærke E, F eller G.

“Desværre fandt jeg ud af, at der var flere regnefejl i energimærket, hvilket betød et betydeligt lavere tilskud end forventet. Udregningerne gav simpelthen ikke mening. Derfor kontaktede jeg energikonsulenten, der havde udarbejdet rapporten, for at finde hoved og hale i det og få dem til at ændre beregningerne. Med andre ord var det vigtigt, at jeg så hele ansøgningen efter i sømmene – og det er altså svært, når man ikke har en håndværksmæssig baggrund,” forklarer hun. Mirjas skarpe øje og energikonsulentens efterfølgende rettelser betød, at hun fik 33.000 kroner mere i tilskud til sine vinduer.

“Det er måske rigtigt, når de siger, at arkitekter og skolelærere er de værste i forhold til projekter, fordi de gerne vil forstå det hele, og sådan er jeg. Jeg forsøger at sætte mig nøje ind i dokumenter og krav. Jeg læser hele teksten kritisk og sætter spørgsmålstegn,” siger Mirja med et smil på læben.

Lidt af en idealist

Formålet med Bygningspuljen er at sætte skub i energirenovering af den eksisterende boligmasse. En vigtig dagsorden, hvis man spørger husejeren Mirja:

“Jeg er nok lidt af en idealist, og derfor synes jeg, at den grønne omstilling er vigtig. Måske skulle man bruge pengene på noget andet, men jeg synes, det handler om at gøre noget, hvor man kan, til gavn for vores allesammens klima. Og så er det et plus, at der både er en miljørigtig og økonomisk gevinst,” siger Mirja, hvis egne grønne ambitioner gik ud over energitilskuddet.

Før

Du kan ikke få tilskud til solcelletag, men Mirja mente stadig, at det var en god investering på sigt. Både for klimaet men også for pengepungen.

“Jeg har længe drømt om et solcelletag. Jeg blev derfor lidt ærgerlig, da jeg fandt ud af, at der ikke er tilskud til dette. Det stoppede mig dog ikke. Et solcelletag er en god måde at være med til at støtte den grønne omstilling på. Mit tag trængte alligevel til en udskiftning og den merpris, der er ved at få solceller i forhold til et almindelig tag, er ikke noget, der forskrækker voldsomt,” uddyber hun og peger op på loftet, hvor det bogstavligt talt regnede ind, da hun overtog boligen i sensommeren 2020.

Mirjas 4 gode råd til ansøgningen:

Indhent tilbud fra håndværkere inden du søger
Det er en rigtig god idé, at få tilbud fra håndværkerne inden du søger puljen. Du må ikke acceptere tilbuddene inden, men derfor kan du godt indhente dem. Det øger ens viden om projektets omfang, priser og giver indsigt i fagsproget.

Læs dit energimærke grundigt igennem
Sæt dig ind i energimærket, så du undgår fejlberegninger. Du kan også ringe til firmaet, der har udarbejdet det, og få dem til at sende hele rapporten og beregningerne bag. Der er ikke noget, der er hemmeligt, men du får dem ikke automatisk.

Få styr på dine papirer inden
Hav alle papirerne i orden på forhånd, så du har det hele klar, når puljen åbner. Du skal bl.a. bruge dokumentation for ejerskab fra tinglysning.dk, dit energimærkenummer, liste over de forbedringer, du skal have lavet og en ansøgererklæring.

Læs op på reglerne
Det er en hårfin grænse i forhold til, hvad man må og ikke må gøre, inden man er godkendt til tilskuddet. Sæt dig ind i reglerne, så du ikke spænder ben for dig selv. Du må eksempelvis ikke indkøbe materialer eller godkende et tilbud inden.

En kold ventetid

Grundet de mange ansøgere til Bygningspuljen blev behandlingstiden hos Energistyrelsen også markant forlænget, og flere ansøgere modtog først en forhåndsgodkendelse eller afvisning i december.

“Jeg følte mig lidt som en hest, der stod og sparkede for at komme i gang med energirenoveringerne. I de kolde måneder er det altså virkelig koldt, hvis man bare går og venter på en varmepumpe, fordi man må spare på olien til fyret,” siger Mirja, som fortsat afventer hendes vinduer:

“I dag har vi uge 4, og jeg har stadig intet hørt om levering af mine vinduer grundet den store efterspørgsel. Det kan nemt ende i en flaskehals, da mine håndværkere ikke har en tom kalender i den nærmeste fremtid.”

Mirjas råd til Energistyrelsen er derfor klart:

“Energistyrelsen kunne lave nogle betingede accepter. Eksempelvis kunne man få lov at bestille vinduerne, hvor ventetiden er lang, inden man har forhåndsgodkendelsen på hånden. Naturligvis med den præmis, at bliver du ikke forhåndsgodkendt, så må du selv betale. Det ville også være rart, hvis man kunne indgå en fast aftale med håndværkerne inden.”

Et klækkeligt tilskud sætter skub i energirenoveringerne

Selvom Mirjas ansøgningsproces har haft sine bump på vejen, så er hun glad for den økonomiske håndsrækning til energirenoveringerne.

“Jeg blev glad, da jeg så, hvor stort tilskuddet var til nye vinduer, og så gik det hele bare op i en højere enhed i forhold til, at jeg havde et gyldigt energimærke og den økonomiske overtagelse af min nye bolig, inden tilskuddet gik live,” slutter Mirja.

Eksempler på hvad Mirja fik i tilskud:

Isolering af udnyttet tag på 117 m2 = 21.060 kr.
Isolering af terrændæk på 33 m2 = 7.590 kr.
Facadevinduer med et areal på 35,1 m2 = 77.132 kr.
Varmepumpe A+++ til 128 m2 = 28.000 kr.

1 — 7 “Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” Pippis mantra lever Mirja efter og har også hængt den ikoniske “We Can Do It” plakat op.
2 — 7 Du kan ikke få tilskud til “gør-det-selv”-arbejde og skal, ligesom Mirja, alliere dig med dygtige håndværkere.
3 — 7 Mirja har hængt planerne op, for at have et overblik over hele byggeprocessen.
4 — 7 Mirja overtog en ældre bolig, hvor vinduerne især trængte til at blive skiftet. Vinduet i køkkenet sad skævt og Mirja har derfor tætnet det midlertidigt med skumliste.
5 — 7 Den gamle isolering i taget var faldet sammen
6 — 7 Efter den gamle isolering blev fjernet blev der tilføjet 400 mm ny isolering inden taget blev lagt på.
7 — 7 Solcellerne bliver sat på Mirjas tag.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 kommentarer

Du var heldig at slippe gennem nåleøjet, hvor kun 10% af de 85.000 kom igennem. Og få minutter efter åbning var nr. 35.000 i kø. Det er jo ren lodtrækning. Hvad gjorde du for at være blandt de første?

Nynne Pihl GrothNynne Pihl Groth

Hej Bent

Tak for din kommentar – og du har helt ret i, at det var ren lodtrækning, da Energistyrelsens pulje åbnede. Mirja som vi snakkede med i casen søgte første pulje tilbage i oktober 2020, som var anderledes. Her var bl.a. ikke samme køsystem. Hun giver i denne artikel sine 4 bedste råd til ansøgningsprocessen:

1. Indhent tilbud fra håndværkere inden du søger
2. Læs dit energimærke grundigt igennem
3. Få styr på dine papirer inden
4. Læs op på reglerne

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarRolf Andersen

Hej. Jeg skal selv til at søge om tilskud til luft/vand varmepumpe.
Har LG lavet A+++ varmepumper ?
Jeg troede, at det var ved 55 gr varmt brugsvand, at man tog energiklassen….

Viser 0 af 4 kommentarer