Huse med et godt energimærke sælges hurtigere

Der sælges færre huse med energimærkerne E, F og G, mens det forholder sig modsat med huse i de gode energiklasser. Det viser en ny analyse fra home. Men betyder det, at huskøbere er blevet mere grønne? Ikke nødvendigvis, mener en boligmarkedsanalytiker.

Huse med et godt energimærke er ’in’. Det viser en ny analyse fra home, der er baseret på tal fra Boligsiden.dk. Her fremgår det nemlig, at huse med de bedste energimærkninger A, B, C og D præsterer bedre på boligmarkedet end huse i de dårlige energiklasser. Analysen viser, at salget af huse med energimærker A, B, C og D udgør 68 procent af det totale salg, mens huse med energimærker fra ’E’ til ’G’ fylder de resterende 36 procent. Dertil gives der også et mindre nedslag på prisen på de huse, der har et godt energimærke.

Fokus på nye boliger, ikke grønnere boliger

Trenden med de energivenlige huse er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at boligkøbere er blevet mere grønne. Købere prioriterer nemlig i høj grad at købe nye boliger – og nye boliger har som regel allerede et godt energimærke. Boligmarkedsanalytiker i home Henrik Hauthorn Jensen uddyber:

”Med en ny bolig følger som regel også et godt energimærke. Det er nok især købernes ønske om en ny og lækker bolig, der trækker salget af huse med et godt energimærke ekstra op, mere end at det er et udtryk for, at vi går mere op i at spare på energien,” vurderer Henrik Hauthorn Jensen, som påpeger, at det altså er ønsket om, at bo nyt, der påvirker udviklingen i flere solgte huse med et godt energimærke.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *