Stadig mange millioner i tilskudspuljen

Skrotningsordningen for gamle oliefyr har nu kørt i en lille måned, men der er stadig mange penge at søge om, hvis man ikke har nået det endnu.

OPDATERING: Folketinget har i 2020 vedtaget en ny skrotningspulje, der skal udfase olie- og naturgasfyr. Ifølge aftaleteksten skal skrotningsordningen allerede træde i kraft i 2020, hvor boligejere kan få et kontant tilskud, når fyret skrottes til fordel for en grøn varmekilde, som en varmepumpe. Det kan du læse mere om her.

Skrotningsordningen for gamle oliefyr er nu cirka en måned gammel. Alligevel er der stadig masser af penge i puljen, som alle danskere med et gammelt oliefyr kan søge, hvis de overvejer at installere en ny og mere energivenlig varmekilde.

Det gik ellers stærkt i starten, da puljen blev åbnet. Allerede den første dag gik hjemmesiden, hvor man skal indsende ansøgningen, i sort på grund af for meget pres på serveren. Nu er der gået en lille måneds tid, og cirka 4200 danskere har søgt om tilskud gennem ordningen.

– I starten var der stor interesse for ordningen. Derfor har sekretariatet haft meget travlt med at behandle ansøgninger og svare på spørgsmål. Nu er vi bedre med, og efter påske forventer vi, at det vil gå endnu hurtigere med at få svar, siger chefkonsulent i Energistyrelsen, Morten Nordahl Møller, til Energihjem.dk.

Kun halvdelen vil have fjernvarme

For at få tilskud fra puljen skal man være villig til at skrotte sit gamle oliefyr. I stedet kan man så blive tilkoblet fjernvarmesystemet, hvis man bor i et område, der gør det muligt. Ellers kan man etablere et jordvarmeanlæg eller benytte sig af solvarme. Og ud af de 4200 ansøgninger, som indtil videre er tikket ind til Energistyrelsen, har der været overraskende mange, der har søgt om jord- og solvarme.

“Vi havde en forventning om, at størstedelen af ansøgningerne i starten ville omhandle fjernvarme, da det er forholdsvis nemt at få installeret. Derfor er det en positiv overraskelse, at der også er ganske stor søgning på solvarme og især varmepumper.”

– Morten Nordahl Møller fra Energistyrelsen.

I alt blev der sat 400 millioner kroner af til skrotningsordningen. Derfor er der stadig mange millioner tilbage til de husejere, der endnu ikke har søgt om tilskud fra puljen. Selvom man bliver tildelt et tilskud på 20.000 kroner, kræver det dog alligevel en pæn investering, hvis man for eksempel vil have jord- eller solvarme, og det kan være det økonomiske, der holder folk fra at søge.

– Jeg tror, at danskerne generelt er miljøbevidste – det tyder søgningen jo også på – men når der skal vælges opvarmningssystem til boligen, er det ikke nok, at løsningen er grøn. Den skal også være både stabil og økonomisk fornuftig. Også i det lys er det positivt, at der er bred søgning på både fjernvarme, varmepumper og solvarme, siger Morten Nordahl Møller til Energihjem.dk

FAKTA: Der er cirka indsendt 4200 ansøgninger, og de er fordelt således:

  • Cirka 50 procent søger tilskud til fjernvarme.
  • Cirka 40 procent søger tilskud til varmepumper.
  • Cirka 10 procent søger tilskud til solvarme.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *