Solcellestatus: Hvem får pso-støtte og er der støttekroner tilbage?
Solcellepuljen med PSO-støtte til private anlæg på under 6 kW var meget populær og Energinet fik hele 2782 ansøgninger på førstedagen. Energinet har nu offentliggjort at alle fyldestgørende ansøgninger fra 16. marts 2016 vil få del i puljen. Boligforeninger, solcellelav og lejeboliger kan derimod stadig nå at ansøge, da deres puljer endnu ikke er fyldt op.
16. marts 2015 åbnede Energinet.dk op for at danskerne kunne søge om forhøjet støtte til solcelleanlæg. Solcellepuljen var opdelt i 4 forskellige kategorier: private anlæg, lejeboliger, solcellelav og boligforeninger. Solcellepuljen til private har været meget populær, mens nogle af de andre puljer ikke har været nær så populære.
Alle ansøgninger fra 16. marts får støtte
I puljen til de private ansøgere kom der 2782 ansøgninger om nye private solcelleanlæg d. 16. marts 2015. Puljen var på 12 megawatt og de private kunne søge om støtte til solcelleanlæg under 6 kW. Fredag d. 10. april havde Energinet behandlet alle ansøgninger fra d. 16. Marts og alle de ansøgninger, som opfyldte kravene udgjorde sammenlagt 11,8 megawatt. Derfor vil alle fyldestgørende ansøgninger fra 16. Marts få del i puljen. Havde der været ansøgninger for mere end 12 megawatt havde Energistyrelsen lavet en lodtrækning blandt ansøgerne for at bestemme, hvem der skulle have del i støtten, men dette bliver heldigvis ikke nødvendigt.
De ansøgere, som har søgt efter d. 16. marts kan dog med stor sandsynlighed forvente at blive del af en lodtrækning. Solcellepuljerne lukker officielt for ansøgninger d. 31. maj. På den dag, hvor en af puljerne bliver fyldt op, trækkes der lod blandt de ansøgninger, der netop er kommet ind den dag. Energistyrelsen kan endnu ikke sige, hvilken dag der vil blive trukket lod om ansøgninger til den private pulje, der er kommet ind efter d. 16. Marts.
Afgørelse med posten
Godkendelsesbreve vil blive sendt ud med posten inden for kort tid. Der er nogle enkelte detaljer i forbindelse med ansøgningerne, der skal dobbelttjekkes inden afgørelser bliver sendt af sted. Energinet skriver på deres hjemmeside, at utålmodige borgere må væbne sig med tålmodighed og at man ikke kan få på afgørelsen ved at kontakte energistyrelsen – hverken på mail eller telefon.
Ny mulighed til efteråret
Puljerne for boligforeninger, lejeboliger og solcellepuljer er på nuværende tidspunkt endnu ikke fyldt op og det kan derfor stadig godt svare sig at søge til disse puljer, mens puljen til private med stor sandsynlighed er fyldt op. Antallet af ansøgninger til solcellepuljen for private har været overraskende lille og bliver puljerne ikke fyldt op inden 31. Maj 2016 forventes det, at de resterende megawatt samles i en pulje, som udbydes igen til efteråret. De som ikke har fået del i solcellepuljen til private i første omgang bør derfor være klar, når der i efteråret udbydes en fælles ”rest-pulje”.