Få gratis strøm i 15 år

Prisen på solceller er styrtdykket. Det betyder, at et solcelleanlæg på et parcelhustag kan tjene sig selv ind på 10 år og derefter levere gratis strøm de næste 15 år.

Det er blevet langt billigere at få solceller på taget. Hvor det tidligere tog cirka 25 år for anlægget at tjene sig selv ind, kan det nu tjene sig selv ind på cirka ti år. Det skriver Ritzaus Bureau på baggrund af en ny undersøgelse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Udregningerne viser, at et solcelleanlæg der producerer 3800 kilowatttimer årligt, hvilket svarer til en almindelig families elforbrug, kan købes for cirka 90.000,- kroner. Man skal dog også beregne 10-15 arbejdstimer oveni til opsætning.

– Men sammenlignet med tidligere er det et markant gennembrud prismæssigt. Når anlægget er betalt tilbage efter ni til ti år, så er der altså gratis miljøvenlig strøm i yderligere cirka 15 år og en besparelse på omkring en kvart million kroner, når man indregner Energistyrelsens forventede stigning i elprisen, siger administrerende direktør Preben Maegaard fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Det er købers marked

Ved de attraktive priser for solceller spiller den såkaldte nettomålerordning en vigtig rolle. Det betyder i praksis, at elmåleren kører baglæns, når solcelleanlægget producerer mere strøm end huset bruger.

– Det gør det mere attraktivt at producere el på mindre solcelleanlæg. Men samtidig ekspanderer solcellesektoren globalt enormt i disse år til en omsætning på 250-300 milliarder kroner på verdensplan. Det er gået fra sælgers marked til købers marked med stigende produktion og øget konkurrence. Det har fået priserne ned på kort tid med 30-40 procent, siger Preben Maegaard.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 kommentarer

AvatarBjørn Thorbech

Rapsoliegenerator synes jeg er en rigtig fin ide.

Her er en anden smart ide hvis man vil være lidt grønnere. Jeg har et lille hus på landet med oliefyr (ældre model). Jeg har købt 1000ltr filtreret rapsolie af en landmand i nærheden og mit oliefyr køre fint på det. Rapsolien er filtreret ned til tre mikron, co2 neutralt og til 6 kr pr ltr kan det nok konkurre med fyringsolie 🙂

AvatarJens B Hansen

Rapsoliegenerator – det lyder også interessant, men er det en realistisk løsning til et parcelhus? Kan man erstatte sit oliefyr med en rapsoliegenerator og både lave varme og strøm? Selv påtænker jeg en luft-vand varmepumpe, men bliver meget dyrt hvis man sætter solceller op også, som nævnt i artiklen.

AvatarBoe Carslund-Sørensen

Nu findes der andre metoder til at få nettoafregning på sit elforbrug end solceller. Som formand for SDE har jeg kontakt til en forhandler af rapsoliegeneratorer. En rapsoliegenerator kan både levere el og varme og koster i anskaffelse kun en brøkdel af et solcelleanlæg.

Viser 0 af 3 kommentarer