Spar penge på energien med en 1. sal
Du kan spare penge på din varmeregning, hvis du bygger et hus med 1. sal frem for et hus i et plan.

I virkeligheden burde vi alle bo oven på hinanden i etagehuse eller klumpe os sammen i rækkehuse. I hvert fald hvis vi kun tænker på energiforbruget til opvarmning af vores huse.
Sådan lyder det fra energivejleder i Energitjenesten Vestjylland, Niels Hørby Jørgensen.
“Det handler om at have mindst mulig overflade på din bolig. Hvis du får bygget en etage ovenpå dit nye hus, får du ikke noget ekstra varmetab opad – som hvis du f.eks. bygger et etplanshus på 200 kvadratmeter,”
siger Niels Hørby Jørgensen til Bolius.
Spar 10 procent på varmeregningen med 1. sal
Ifølge seniorresearcher Kirsten Engelund Thomsen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, kan du i gennemsnit spare omkring 10 procent på varmeregningen, hvis du bygger et hus i halvandet plan på for eksempel 160 kvadratmeter, i stedet for at bygge det samme antal kvadratmeter i et plan
“Præcist hvor meget det bliver i kroner og øre afhænger af din varmekilde til at varme huset op,”
siger Kirsten Engelund Thomsen til Bolius.
Med i regnestykket tæller blandt andet også antallet af vinduer og deres placering og konstruktionen af huset. Problemet er bare, at folk ikke altid har sat sig ind i, hvad det indebærer.
“En del kommer her hos os i Energitjenesten, når de har lagt sig fast på, at de vil bygge i et plan med en bygningsform, som ikke er kompakt, og vinduer, som vender væk fra solen. Og så kan det være svært at få dem til at ændre mening. Energi skal tænkes ind fra starten,” siger Niels Hørby Jørgensen.