Skrabet pulje til energirenoveringer

Regeringen er klar med et beløb på, hvor stor den kommende energirenoveringspulje skal være. Én milliard kroner fordelt på 2013 og 2014. Sådan lyder det fra landdistriktministeren Carsten Hansen (S), der endnu ikke vil afsløre, hvor stort et tilskud hver enkel husejer kan opnå.

Regeringen er klar med et beløb på, hvor stor den kommende energirenoveringspulje skal være. Én milliard kroner fordelt i 2013 og 2014. Sådan lyder det fra landdistriktminister Carsten Hansen (S), der endnu ikke vil afsløre, hvor stort et tilskud hver enkel husejer kan opnå.

Store forventninger

Forventningerne til den kommende tilskudsordning til energirenoveringer har været store. Energi- og håndværkerbranchen har håbet på, at ordningen kunne give virksomhederne et løft med en stigende tilgang af opgaver.

Nu kan Energihjem.dk fortælle, at regeringen er klar med et beløb på, hvor stor energipuljen bliver.

”Regeringen mener, at den grønne støtteordning, som vi har valgt at kalde den, skal indeholde 500 millioner kroner i 2013 og 500 millioner kroner i 2014. Det skal gøre det mere attraktivt som boligejer at energirenovere sin bolig, hvilket bidrager til et bedre klima og mindre energiforbrug. Det skal være med til at kickstarte økonomien,”

siger minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) til Energihjem.dk.

Hvis at man ønsker at fremme området for energirenoveringer, er én milliard kroner så tilstrækkelig, når man tænker på, hvor dyre energirenoveringer kan være?

”Man skal være opmærksom på, at vi befinder os i en økonomisk krise, og at vi har overtaget en kæmpe gæld fra den tidligere regering.”

1000 kroner pr. husstand

Den kommende energirenoveringspulje vil for eksempel yde tilskud til udskiftning af vinduer, isolering, tagudskiftning og installering af solfangere. Det er endnu uvist, hvor stort et tilskud, man kan opnå som boligejer. Det vil blive besluttet under de igangværende finanslovsforhandlinger.

Men et simpelt regnestykke viser hurtigt, at der formentlig bliver tale om et mindre tilskud. I Danmark findes der lidt over én million parcelhuse, og anslår man, at bare en fjerdedel vil gøre brug af den grønne støtteordning, vil det i gennemsnit give 4000 kroner i tilskud. Hvis at alle parcelhuse gør brug af ordningen, giver det et tilskud på 1000 kroner.

”Det er et uambitiøst udspil. Forventningerne til denne her pulje har været enorme, og derfor kan man ikke blive andet end skuffet, når regeringen kun sætter én milliard kroner til side. Man risikerer, at mange energirenoveringer ikke bliver til noget, fordi tilskuddet er så minimalt i forhold til den investering, som et solcelleanlæg for eksempel er,”

siger Martin Borgstrøm, administrerende direktør hos Energihjem.dk.

Energihjem.dk har været i kontakt med Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti. Ingen af partierne har ønsket at udtale sig om, hvor stort et beløb de mener, at energipuljen skal indeholde.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *