Finansloven kan kvæle boligejeres byggelyst
Med regeringens beslutning om at afskaffe et kommende energitilskud, risikerer man at sænke boligejernes lyst til at kaste sig over bygge- og energirenoveringer. Hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver, har man oplevet en stor interesse for energitilskuddet, men med afskaffelsen frygter man, at byggeaktiviteten kan dale.
Med regeringens beslutning om at afskaffe et kommende energitilskud, risikerer man at sænke boligejernes lyst til at kaste sig over bygge- og energirenoveringer. Hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver, har man oplevet en stor interesse for energitilskuddet, men med afskaffelsen frygter man, at byggeaktiviteten kan dale.
I alt én milliard kroner havde regeringen afsat til en kommende grøn energipulje, der skulle afløse boligjobordningen med håndværkerfradraget. Puljen var målrettet landets boligejere og boligforeninger, der skulle kunne søge om tilskud til energiforbedringer af boligen.
Men i går punkterede regeringen idéen om et tilskud til boligejerne, da man i finanslovsudspillet valgte at skrotte den grønne støtteordning, der skulle give 500 millioner kroner til energiforbedringer i 2013 og et tilsvarende beløb i 2014. Og det kan meget vel medføre en reel tilbagegang i boligejernes byggeprojekter.
Risiko for svækket byggeaktivitet
”Siden regeringen varslede energitilskuddet, har vi modtaget et hav af henvendelser fra boligejere, der har været i tvivl om, hvorvidt de skulle vælge at benytte det nuværende håndværkerfradrag eller vente til, at energitilskuddet ville træde i kraft. Mange af dem har valgt at vente til efter nytår for at opnå penge fra energipuljen, hvilket nu ikke kommer til at ske, og dermed er der en reel risiko for, at disse boligejere dropper deres byggeprojekter, hvilket både svækker byggebranchen og den generelle vækst,” siger kommunikationschef Michael Müller hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver og rådgiver om energi- og klimaområdet.
Energihjem.dk har altså erfaret en stop and go-effekt i 2012, eftersom en række boligejere har udskudt byggeprojektet til 2013 pga. energitilskuddet, der nu ikke bliver til noget.
Rammer også boligforeningerne
Og det er ikke kun landets husejere, der bliver ramt. Socialdemokraterne har tidligere meldt ud til Energihjem.dk, at boligforeningerne formentlig ville blive omfattet af energipuljen med mulighed for at opnå tilskud til større foreningsprojekter, hvilket nu også er droppet. Og dermed er spørgsmålet, om disse projekter vil blive gennemført.
”Selv om et tilskud er en udgift for staten, skal man se effekten i et større perspektiv. Hvis husejerne og boligforeningerne kunne få tilskud, ville de igangsætte større og mindre byggeprojekter, der ville skabe beskæftigelse og vækst i samfundet. Nu risikerer man, at disse projekter ikke bliver sat i gang, hvilket kan have en negativ effekt på samfundsøkonomien.”
Regeringen skal nu i gang med at forhandle med Folketingets partier om en endelig vedtagelse af finansloven for 2013.