Løber dit toilet?
Danskerne skyller alt for meget vand ud gennem toiletterne, men med simple tiltag, kan vi spare store mængder af vand. For eksempel kan man investere i sparetoiletter og huske at tjekke for løbende toiletter, hvilket kan sænke vandforbruget markant.
Løbende toiletter er et af de største problemer, når det kommer til vandspild. I vandsparerådgivningen i Københavns Energi bliver vi ofte kontaktet af boligforeninger, som oplever en pludselig og voldsom stigning i vandforbruget – ofte mener kunden, at vandmåleren må være i stykker – for ’så meget vand kan man da slet ikke bruge på så kort tid?’
Det første, vi spørger om, er altid, om man har gennemgået ejendommens toiletter, og har sikret sig, at de ikke løber. For den hyppigste synder bag et eskalerende vandforbrug, er et løbende toilet
Uro i vandoverfladen
Når vandregningen pludselig stiger voldsomt og hurtigt, er der stort set altid tale om, at der et sted i ejendommen er et toilet, der løber meget. Det er nemt at opdage, hvis man leder efter det, for der vil være uro i vandoverfladen og susen i vandrørene, som også kan høres i de andre lejligheder på samme stigstreng.
Men det er ikke de fossende toiletter, der er det største problem, når det kommer til vandspild –i langt de fleste tilfælde opdager man heldigvis problemet, og gør noget ved det. Toiletter med en ’sivende lækage’ hvor vandet lydløst og konstant løber fra cisternen til toiletskålen, er faktisk et større problem. For de kan stå i årevis og spilde tusinder af kubikmeter vand, før nogen opdager problemet og gør noget ved det.
Et toilet med sådan en sivende lækage, der løber så lidt, at man ikke kan se det – helt uden uro i vandoverfladen – kan spilde op mod 300 liter vand i døgnet, altså mere end 100 m3 om året. Desværre er der overraskende mange, som slet ikke kender til problemet, og endnu færre der ved, hvad det koster i vandspild og i penge.
Tjek vandmåleren om natten
Når det gælder ejendommen som helhed, kan man holde øje med stigstrengene, og med vandmåleren, som mange desværre kun kigger på en gang om året, når den skal aflæses. Hvis der konstant er kondens på stigstrengen til toiletterne, eller hvis man kan høre susen fra rørene døgnet rundt, kan det tyde på, at der er et utæt toilet i ejendommen. Har man mistanke om at noget er galt, kan en frivillig beboer gå ned og kigge på vandmåleren midt om natten, fx klokken 3. Løber vandmåleren rundt, langsomt og konstant, tyder det på, at der er et vandforbrug, selv når ingen bruger vandet – dvs. et løbende toilet.
Derudover kan man finde ud af, om toilettet løber ved at sætte en serviet op mod bagvæggen af toilettet, i den tørre kumme, og vente 10-20 sekunder. Hvis servietten bliver våd, løber toilettet, og det skal repareres. Som regel skyldes det at bundventilen er utæt, eller at svømmeren har sat sig fast. Så det er ikke ret dyrt at få lavet, og hvis man er fiks på fingrene, er det faktisk også lovligt at lave selv.
Effektive sparetoiletter
Hvis toiletterne i jeres ejendom ikke allerede er udskiftet fra enkelt skyl til dobbelt skyl, bør I gøre det. Det kan altid betale sig at skifte toiletterne ud – udgifterne til de nye toiletter er tjent hjem på 3-5 år.
Regnestykket er meget enkelt:
Da de fleste beboere normalt er ude af huset i dagtimerne på hverdage, skal man som tommelfingerregel regne fire skyl pr. beboer pr. døgn i gennemsnit – nemlig tre små skyl og et stort. Med gammeldags toiletter med enkelt skyl, bruger man minimum 8 liter vand pr. skyl – altså 32 liter pr. beboer pr. døgn.
Installerer man i stedet sparetoiletter med 3+6 liters skyl, bruger man kun 15 liter vand pr. døgn pr. beboer til toiletskyl – altså en besparelse på ca. 17 liter pr. døgn pr. beboer eller ca. 280 kr. sparet/beboer/år.
Tjek kloakrørene
Man skal passe på med at installere toiletter med 2+4 liters skyl i ældre ejendomme med gamle afløbsinstallationer. En faldstamme som er dimensioneret til 8-12 liters skyl, kan få problemer med at fungere, hvis der kun kommer små fire-liters skyller igennem, og især i kloakrørene under ejendommen kan der opstå problemer med forstoppelser. Disse problemer opstår ikke, hvis man benytter 3+6 liters skyl.
Lad være med at bruge halve løsninger
En løsning, som er blevet temmelig populær, er ’toilet indsatser’ hvor man bygger ældre toiletter om, fra enkelt skyl til dobbelt skyl, ved at montere en ny bundventil i cisternen. Det er en billig løsning og derfor attraktiv, men det er en lappeløsning. Hverken toiletkummen eller vandlåsen er dimensioneret til at fungere med reduceret vandmængde – det betyder dels at kummen ikke skylles rent med det lille skyl, og dels at hævertvirkningen, som gør, at man får skyllet sedimenterne ud, ikke fungerer.