Kan støjgener energirenoveres væk?

Vi kender alle irritationen over støj, og i nogle tilfælde kan støjen sågar resultere i søvnproblemer og mistrivsel. Heldigvis kan nogle energirenoveringer virke støjreducerende. Men hvor skal man starte, hvis man vil energirenovere sig fra støjgener? Hvilke materialer lydisolerer bedst? Og hvad betyder støjgener for boligens salgsværdi? Vi spørger to eksperter her.

Larmende ambulancer og naboens gøende hund. Støj kan komme fra nær og fjern, men uanset kilden kan støjgener have store konsekvenser.

Ifølge Birgit Ramussen, der er civilingeniør og seniorforsker ved BUILD på Aalborg Universitet i København, er der en tydelig sammenhæng mellem støjgener og dårlig søvn.

“Der er en klar sammenhæng mellem støjgener, der kommer fra trafik eller naboer og søvnproblemer. Og lige netop søvnproblemer kan være ret problematiske, fordi krop og sind skal restituere om natten,” siger Birgit Rasmussen, der i flere henseender har forsket i støjgener, og herunder den mentale mistrivsel, som støj kan forårsage.

“Støjgener kan i værste tilfælde resultere i mistrivsel, dårligt mentalt helbred, træthed og i nogle tilfælde stress,”

Birgit Rasmussen, civilingeniør og seniorforsker ved BUILD på Aalborg Universitet.

Trafikstøj er værst for husejere

Det er dog forskelligt, hvilken støjtype der dominerer alt efter beliggenhed og hustype. Ifølge boligmarkedsanalytiker hos Home, Henrik Hauthorn Jensen, er det dog typisk vejtrafikstøj, der plager huse sammenlignet med etagebyggerier.

“I gamle dage var der industriområder i byen, hvilket påvirkede mængden af støj. Det har man sjældent i dag, og derfor er det også primært trafikstøjen, der fylder for husejere,” siger Henrik Hauthorn Jensen.

Birgit Rasmussen stemmer i og mener også, at trafik er den primære kilde til udefrakommende støj i huse. Hun peger samtidigt på, at husejere ikke altid kan sikre sig ved køb, at huset forbliver fri for trafikstøj – dette kan nemlig hurtigt ændre sig.

“Støjniveauet fra vejtrafik kan ændre sig, når vejnettet ændres. Hvis der eksempelvis bliver bygget en ny motorvej, så er det klart, at trafikken bliver mindre på de omkringliggende veje, mens der naturligvis kommer mere trafikstøj omkring motorvejen,” siger hun.

Er der planer for større anlægsarbejde i et område, vil det fremgå af handlens dokumenter, herunder lokalplaner.

Mand tjekker vinduets tæthed
Foto: Home, Fotograf: Palle Skov

Start med vinduerne

Der er en række energirenoveringer, der hjælper med at reducere udefrakommende støj. Men inden man som husejer griber fat i hammer og sav for at energirenovere sig fra støjgenerne, er det vigtigt at vide, hvor trafikstøjen kommer ind i huset. Her peger Birgit Rasmussen først og fremmest på vinduet.

“Vinduet er meget ofte den del, hvor mest lyd kommer igennem udefra. Her bør man til en start kigge på, hvilken del af vinduet der kommer mest støj igennem – ofte vil det være ved utætheder eller gennem selve ruden,” siger Birgit Rasmussen og fortsætter:

“Nogle gange vil det være nødvendigt at skifte hele vinduet, og andre gange kan man nøjes med at renovere de eventuelle utætheder eller blot skifte ruden.”

Birgit Rasmussen, Civilingeniør og seniorforsker ved BUILD på Aalborg Universitet.

Birgit Rasmussen tilføjer, at hvis man vil skifte hele vinduet, bør man overveje et lydisolerende vindue:

“Når folk energirenoverer, vil de ofte gerne have et lydisolerende vindue, dog møder jeg tit argumentet om, at det er for dyrt. Men glas er faktisk et meget billigt materiale, og hvis man alligevel skal have skiftet vinduer, så er det meget billigt at få en lydisolerende rude i stedet for en almindelig.”

Et ventilationsanlæg kan være en god løsning, men…

Et nyt lydisolerende vindue er dog ikke altid nok, hvis man som husejer er meget plaget af støj.

“Hvis der er meget trafikstøj i boligen, vil man ofte lukke vinduerne, og i de tilfælde er der ingen tvivl om, at et ventilationssystem kan være en god løsning, som samtidigt også vil forbedre indeklimaet i boligen,” siger Birgit Rasmussen.

Dog peger Birgit Rasmussen også på, at det er vigtigt at være opmærksom på støjniveauet fra det tekniske udstyr, man installerer i og omkring boligen i forbindelse med en energirenovering. Ifølge hende kan både varmepumper og ventilationsanlæg nemlig forårsage en del støj. Hun anbefaler derfor, at man undersøger lydniveauet og får foretaget en professionel projektering, inden det nye udstyr installeres.

Støj påvirker både boligens salgspris og liggetid

Foruden at støjgener påvirker husets beboere, så er de heller ikke uden betydning, når boligen skal sælges. Ifølge Henrik Hauthorn Jensen påvirker støjgener nemlig både boligens salgspris og liggetid. Dog understreger han, at det er meget forskelligt og individuelt, hvor meget det påvirker.

“Støjgener betyder en reducering i salgsprisen på alt fra 10-25 procent. Grundlæggende kommer det an på, hvor kraftig støjen er, hvilket er meget individuelt,”

Henrik Hauthorn Jensen, Boligmarkedsanalytiker hos Home.

“Køberskaren er ofte mindre, når der er støjgener i boligen. Der er nemlig flere købere, der vil fravælge huset på baggrund af støj. Det betyder også længere salgstider i gennemsnit.”

Dét viser en ny spørgeskemaundersøgelse om støjgener blandt nogle af Homes ejendomsmæglere

Nedenstående tal er baseret på en spørgeskemaundersøgelse
foretaget i 30 ud af Home-kædens 180 butikker.

  • Gennemsnittet af ejendomsmæglernes besvarelser viser, at salgsprisen på et hus i deres område, der ligger i støjende omgivelser er ca. 20 % lavere end et tilsvarende hus på en rolig vej.
  • 46 % af ejendomsmæglerne oplever, at køberne har fået mere fokus på støj det seneste år.
  • 36 % af ejendomsmæglerne oplever, at køberne i stigende grad spørger dem om mulighederne for at dæmpe støjen sammenlignet med for et år siden.

Kilde: Home, intern spørgeundersøgelse, august 2021

Støjgener er meget individuelle

Støj er meget individuelt, og det er betydningen af den derfor også. Henrik Hauthorn Jensen understreger dog, at støj har en betydning.

“Støjgener betyder noget for køberne, men det betyder ikke lige meget for alle køberne, fordi støj – ifølge vores mæglere – opleves meget individuelt. Nogle købere synes, at en vej larmer helt vildt, mens andre synes, det ikke er et problem,” siger Henrik Hauthorn Jensen og fortsætter:

“Langt de fleste vil dog helst have en bolig, hvor der ikke er meget støj, men spørgsmålet er så, hvor meget de vil gå på kompromis, og hvor højt et roligt område er på prioriteringslisten.”

Han tilføjer dog, at der altid er købere til de støjplagede huse, da der ofte er andre elementer, der prioriteres højere end støj. Her peger Henrik Hauthorn Jensen særligt på prisen og beliggenhed som afgørende faktorer.

“Nogle gange går folk på kompromis med støjgenerne – særligt på grund af prisen – men også fordi beliggenhed i forhold til arbejde, institutioner og indkøb er vigtigere for dem,” siger Henrik Hauthorn Jensen.

Familie står på terrasse og peger ud på området
Foto: Home, Fotograf: Palle Skov

Der er stor forskel på støj

Ingen støj er ens, og for nogen er støjen fra en gøende hund værre end støj fra en jernbane. Ifølge ejendomsmæglere fra Home er trafikstøj dog mere generende for huskøberne end jernbanestøj.

“Ifølge vores mæglere har køberne sværere ved at acceptere trafikstøj end jernbanestøj. Det skyldes højst sandsynligt, at trafikstøj er permanent, mens jernbanestøj måske kun er et problem hver 20. minut,” fortæller Henrik Hauthorn Jensen.

Derudover handler støjgener meget om tilvænning. Det er nemlig ofte ejendomsmæglernes opfattelse, at støjen ikke er af betydning for sælgeren, mens køberen mener, at der er meget støj i den pågældende bolig.

“Det er vores oplevelse, at sælgerne nogle gange ikke mener, at der er støjgener, mens køberne synes, der støjer meget. Det handler naturligvis om, at vi som mennesker vænner os til mange ting, og det kommer også meget an på, hvad man kommer fra, og hvad man er vant til,”

Henrik Hauthorn Jensen, Boligmarkedsanalytiker hos Home.

Tunge materialer lydisolerer bedst

Når det kommer til brugen af materialer, er der stor forskel på, hvorvidt et materiale lydisolerer godt. Ifølge Birgit Rasmussen afhænger det oftest af materialets vægt – det er nemlig de tunge materialer, der bedst holder støj ude.

“Når det kommer til husets klimaskærm, gælder det, at jo tungere materialerne er, desto bedre lydisolerer de. Dog har lydisoleringen også noget at gøre med, hvordan materialerne er kombineret i bygningskonstruktionerne,” siger Birgit Rasmussen.

Hun tilføjer også, at støjen sjældent vil trænge igennem husets facade, hvis den blot er lavet af tunge materialer.

“Støj vil sjældent komme gennem en tung facadevæg. Hvis man tror, at isolering i en hulmur kan hjælpe med at støjreducere, er det en misforståelse. Isoleringen er næsten ligegyldig, hvis blot facaden er lavet af tunge materialer. Man skal have hulmursisolering af andre grunde, men ikke for at reducere støj,” afslutter Birgit Rasmussen.

Togstøjs betydning for salgstid og liggetid

En ny undersøgelse foretaget af Boligsiden viser, at huse der ligger under 50 meter fra en jernbane i gennemsnit har en salgstid på 141 dage, mens huse, der ligger over 100 meter fra en jernbane i gennemsnit har en salgstid på 108 dage. Samtidig er der en forskel på gennemsnitsprisen på 193.000 kroner.

Undersøgelsen er baseret på, at Boligsiden siden 2012 har registeret omtrent 5.200 solgte villaer og rækkehuse, som ligger under 50 meter fra en jernbane. Disse er blevet holdt op imod sammenlignelige boliger, der er solgt i samme periode, som ligger mere end 100 meter fra en jernbane.

Kilde: Boligsiden.dk

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 kommentarer

AvatarSusanne Bækvig

Jeg bor meget tæt ved en jernbane (Gribskovbanen) og kan nok forklare, hvorfor jernbanestøj opleves som meget mindre generende end vejstøj. Det er fordi vejstøj IKKE er forudsigeligt.
Før boede jeg på Nørrebro, og glædede mig virkelig voldsomt over, hvor roligt der er, når man bor på landet.
Vi havde nogle gæster på besøg et par måneder efter, vi var flyttet ind. På et tidspunkt spurgte en af dem, om ikke støjen fra toget forstyrrede os. Hvilket tog sagde min mand og jeg i munden på hinanden. Det havde vi nemlig slet ikke bemærket.
Jeg mener det må være forudsigeligheden, der gør, at det hurtigt ikke længere blev opfattet som støj. Hjernen sier vel ting der er kendt fra, fordi det ikke er nødvendigt at lægge mærke til andet end uventede lyde, som der jo hele tiden er fra en vej.

Viser 0 af 1 kommentarer