Juletræet i Århus er blevet energivenligt

Juletræet på rådhuspladsen i Århus er blevet mere miljøvenligt i år, end det tidligere har været, men det kan ikke følge med Københavns grønne juletræ.

Traditionen tro har Århus Kommune opstillet et stort juletræ udsmykket med elpærer på pladsen foran rådhuset. Der er dog en enkelt forskel i forhold til tidligere år. Århus Kommune har nemlig investeret i mere miljørigtige pærer til træet.

“De nye pærer er kun på fire watt i forhold til de gamle, som var 15 watt.”

– Kim Kanstrup fra Vietz El-Installation i Århus.

Han har for syvende år i træk stået for opsætningen af de mange elpærer på juletræet. Udover at pærerne bruger mindre strøm, er der også en anden miljørigtig forskel, fortæller Kim Kanstrup:

– I modsætning til de pærer, der er brugt tidligere, kan de nye pærer genbruges i flere år, siger Kim Kanstrup, der ikke tror, at borgerne i Århus vil opdage, at juletræet er blevet mere energivenligt.

– De lyser næsten lige så kraftigt, så det vil folk ikke lægge mærke til, siger han.

Bruger 75 procent mindre strøm

Det er Teknik og Miljø i Århus Kommune, der står bag initiativet for en mere miljørigtig juletræsbelysning.

“Vi vil gerne sende det signal, at vi i Århus forsøger at sætte energiforbruget ned. Med de nye pærer sætter vi elforbruget ned i december måned fra cirka 10.000 kilowatt til cirka 2500 kilowatt.”

– Henrik Kjærsgaard fra Teknik og Miljø.

I København har man valgt at skære helt ned for energiforbruget på byens store juletræ. Her tændes pærerne ved, at der bliver genereret energi fra en række cykler. Det er dog ikke et tiltag, man har overvejet i Århus.

– Det er ikke noget, vi har drøftet, men det er da et sjovt tiltag. Nu får vi jo snart ny rådmand, så vi finder måske på noget nyt til næste år, siger Henrik Kjærsgård fra Teknik og Miljø i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.