Information udgiver fremtidsaviser
Der er stor forskel på, hvordan verden udvikler sig i forhold til klimaforandringerne. Det prøver Dagbladet Information nu at illustrere ved at sende to vidt forskellige fremtidsaviser på gaden.
Tirsdag den 6. oktober udkommer dagbladet Information i to helt specielle udgaver. Begge aviser er lavet som om, de udkommer i år 2059, men de er vidt forskellige. Den ene er produceret med det udgangspunkt, at verdens ledere formår at samarbejde om klimatilpasning og klimaforandringer, mens den anden er lavet ud fra et udgangspunkt, hvor klimaforandringer på det nærmeste bliver ignoreret.
“De to aviser er enormt forskellige, men ikke kun på grund af klimaforandringer. Som det ser ud lige nu vil temperaturen stige en lille smule i fremtiden, også selvom det lykkes at samarbejde om klimaet. Så det er ikke sådan, at der er en verden, hvor det er afværget, og en, hvor det ikke er. Til gengæld er der stor forskel i måden, landene håndterer problemerne på i de to udgaver,” siger Lotte Folke Kaarsholm, der er redaktionsleder på projektet.
Californien river sig løs
Det er umuligt at vide, hvad der står i et dagblad om 50 år, men det er altså det, Information prøver at give et bud på. Og de er gået seriøst til værks. For selvom der indgår mange gætterier i deres avisprojekt, så har de haft forskere og eksperter inde over, så det ikke er helt ude i hampen, hvad de skriver. Men nogle af emnerne lyder alligevel nærmest utrolige. Lotte Folke Kaarsholm fortæller:
“Vi forestiller os i den ene udgave, at Californien har løsrevet sig som et øko-diktatur. Det sker efter nogle ekstreme vejrforhold, som det er meget sandsynligt vil forekomme i Californien. Blandt andet med tørkeperioder. Der sker tit det, at voldsomme vejrfænomener bliver efterfulgt af politiske omskiftninger, og det prøver vi at beskrive, hvordan det kan blive.”