Sådan holder du din bolig varm til vinter

De sidste blade er ved at falde af træerne, og vi går en koldere årstid i møde. Det betyder, at det snart er fyringssæson, og man skal til at have varme på indenfor.

Bliver det koldt i din bolig om vinteren? Det kan typisk skyldes dårlig isolering, utætheder eller at din bolig har kuldebroer, der kan lede varme ud og kulde ind. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du holder dit hjem varmt hen over vinteren og samtidig sparer på varmeregningen.

Forbered vinduerne

Boligens vinduer kan være en stor kilde til varmetab. I en typisk dansk bolig slipper omkring 33 procent af varmen ud gennem utætte vinduer. Det sker ofte via gamle termovinduer, som ikke er særlig godt isoleret, eller via utætte tætningslister, hvor varmen let slipper ud og kulde trænger ind.

Det er en god idé at skifte ruder eller vinduer, hvis man har termovinduer eller termoruder, der er mere end 15 år gamle, eller hvis vinduerne er beskadiget af råd eller svamp. Der er ofte ingen grund til at udskifte vinduer hvis de er under 15 år gamle, medmindre det drejer sig om termoruder. Her er det en god idé at skifte til energiruder.

Tjek yderdøren

Det er vigtigt at forberede sin bolig på et blæsende og koldt vejr. For at undgå varmetab handler det om at lukke bedst muligt af for vinden. Det er en god idé at lukke yderdørene efter sig og blot lufte ud i kortere tid ad gangen. Udover at holde yderdøren lukket, er det en god idé, at sørge for at dørene er justeret korrekt, så de slutter helt tæt. Døren kan nemt justeres på låseblikket med en flad skruetrækker.

Man kan tjekke, hvor tæt døren er ganske enkelt ved at stille sig hen til døren, en dag hvor det blæser. Kan man mærke vinden igennem døren, er den ikke tæt nok, og vinden kan trænge ind.

Termostaten

Ældre cirkulationspumper kører med faste intervaller og tilpasser sig derfor ikke boligens faktiske varmebehov. Du kan overveje at installere en selvregulerende cirkulationspumpe, der automatisk justerer sig efter varmeforbruget. Hvis dine termostater er over 10 år gamle, kan det også være en god idé at udskifte dem til nyere modeller, som hurtigere reagerer på temperaturændringer.

Kort udluftning

Det er en god idé at lufte ud med gennemtræk, men kun i kort tid. Ved at lufte ud i kortere tid end normalt, sænkes temperaturen indenfor ikke for meget. Hvis der er en radiator i dit hjem, kan du med fordel slukke den, mens der udluftes. Så når boligens vægge nemlig ikke at blive for kolde, og man slipper for at skulle opvarme dem igen, som ellers tager lang tid.  

Ryk lidt rundt på møblerne

Har du placeret sofaen eller andre møbler foran radiatoren? Så kan det nemlig være en god idé at rykke lidt rundt i dit hjem. Varmen spreder sig nemlig ikke optimalt i rummet ved et møbel står foran og isolerer for, at varmen spreder sig. Du kan derfor rykke dit møbel omkring 20 centimeter ud fra radiatoren. Så opnår du en bedre rumtemperatur og en lavere varmeregning.

Undgå kolde ydervægge

Siden 1970’ernes oliekriser har der været et særligt fokus på, hvordan vi i Danmark kan mindske varmetabet fra bygningskonstruktionerne. Derfor er der siden 1960’erne stillet stigende krav til, hvor godt bygninger skal være isoleret.

Er boligen dårligt isoleret, kan man komme det til livs med eksempelvis hulmursisolering. Og hvis dit hus egner sig til hulmursisolering, er det en nem og billig måde at opnå en bedre temperatur på indenfor og samtidig opnå besparelser på varmeregningen. I murede huse fra 1920’erne og frem er facaden oftest en hulmur. Hulmursisolering kan dermed udføres i boliger, som har en ydervæg med hulmur. Hulmursisoleringen foretages ved at blæse isoleringsmaterialet ind i hulrummet mellem for- og bagmur.

Isolering af varmerør

Varmerør taber en del varme, hvis ikke de er isoleret. Hvis du ønsker at holde styr på varme i boligen og samtidig energiforbedre, kan det være en god idé at isolere varmerørene. Uisolerede varmerør afgiver varme til de omkringliggende rum, og det kan være en fordel at få isoleret varmerørene, så man selv kan bestemme, om man vil have varme i rummet, og hvor meget man vil have.

Fordelene ved at efterisolere varmerørene er, at man reducerer varmetabet og samtidig får en forøget komfort og dermed et bedre indeklima i sit hjem.

Tip: Tjek varmeforbruget over vinteren

Hvis man er opmærksom på sit energiforbrug hen over vinteren, får man også overblik over, hvor man bør sætte ind for at energioptimere boligen. Er man i tvivl om, hvorfor varmeregningen i en periode har været højere end normalt, kan man se, hvordan vejret har været denne periode. Viser måleren eksempelvis et øger forbrug i varmeregningen en uge, hvor det har blæst meget, kan det være et tegn på, at boligen ikke er vindtæt nok

Energimærkninger og energiforbedringsforslag

Energimærkninger bruges til at klassificere bygninger efter deres energieffektivitet. Bygninger vurderes ud fra beregninger på energiskalen, der går fra A-G, hvor G er det dårligste energimærke. A-kategorien er opdelt i A2020, A2015 og A2010. Årstallet henviser til det bygningsreglement, som boligen opfylder.

Et energimærke kan benyttes til vedligeholdelse og forbedring af bygningen. Det er muligt at spare penge på sigt ved at udføre rentable energiforbedringer, såsom de ovenstående punkter til at igangsætte en grøn renovering. 

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *