Nye tal afslører at flere får solcelleanlæg
En ny undersøgelse fra Vurderingsstyrelsen viser, at flere danskere får installeret små solcelleanlæg ved deres boliger. I 2022 og 2023 blev der opsat flere solcelleanlæg, end der gjorde tilsammen fra 2014 til 2021.
I 2022 og i 2023 blev der i gennemsnit opsat mere end 1.000 solcelleanlæg om måneden. Det viser en ny opgørelse fra BBR, som er en del af Vurderingsstyrelsen.
Der blev foretaget 25.000 solcelleinstallationer i 2022 og 2023, hvilket på bare de to år er langt flere sammenlignet med den otteårige periode fra 2014 til 2021, hvor der i alt kun blev installeret 21.000 nye solcelleanlæg ved danske boliger.
Usikre tider giver flere solcelleanlæg
At antallet af solceller tager et nøk op i 2022 og i 2023 skyldes formentlig usikre tider. Forsyningssikkerheden blev udfordret i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, hvilket resulterede i høje el- og gaspriser. De stigende priser kan ifølge Vurderingsstyrelsen have øget boligejernes interesse for solceller.
”Vi kan se, at antallet af nye små solcelleanlæg tager et tydeligt hop opad i 2022 og 2023. Det skyldes formentlig, at mange boligejere har reageret på de pludselige stigninger i elpriser i 2022 og en generel bekymring for forsyningssikkerheden,” siger kontorchef for BBR, Christopher Stryhn Møller, i en pressemeddelelse fra Vurderingsstyrelsen.
Over 100.000 solcelleanlæg i Danmark
Ved udgangen af 2023 blev der registreret 13.879 nyinstallerede solcelleanlæg. Tidligere er interessen for solceller kun blevet overgået i årene 2012 og 2013. Her har støtteordninger gjort at efterspørgsel på anlæggene steg.
De seneste års stigende antal solcelleinstallationer har betydet, at der i alt er registeret 130.000 solcelleanlæg i Danmark.
Etableringsår | Nye solceller registreret i BBR |
Før 2008 | 671 |
2008 | 123 |
2009 | 131 |
2010 | 454 |
2011 | 2904 |
2012 | 62.882 |
2013 | 15.592 |
2014 | 2442 |
2015 | 3093 |
2016 | 2076 |
2017 | 2299 |
2018 | 2807 |
2019 | 2235 |
2020 | 2953 |
2021 | 3208 |
2022 | 11.212 |
2023 | 13.879 |
I alt | 128.961 |
Tabel fra BBR, Vurderingsstyrelsen
Derfor er solceller en god ide
Solceller bruger sollyset til at producere jævnstrøm, som kan anvendes som elektricitet i boligen. Da anlægget bruger solens stråler til elektricitetsproduktionen reduceres boligens CO2- udledning.
Desuden bidrager solcellerne også til besparelser på elregningen. Har man solceller med batteri, kan man nemlig lagre den strøm som produceres. Ofte produceres mest strøm midt på dagen, hvor mange er på arbejde, og derfor kan man med fordel lagre strømmen via batteriet til senere brug. Når man lagrer strømmen, og ikke bruger det hele, er det også muligt at sælge det overskydende strøm tilbage til elnettet. Et solcelleanlæg kræver desuden lav vedligeholdelse og holder i mange år, hvorfor det er en langsigtet investering.