Danskere vil rådgives af håndværkeren
Ifølge en ny undersøgelse foretrækker danske boligejer at få råd og vejledning fra en håndværker, når de skal energirenovere deres boliger. Læs i artiklen, hvordan du finder de firmaer, der bedst kan rådgive dig.
Ifølge en ny undersøgelse foretrækker et flertal af de danske boligejere, at det er håndværkeren, der rådgiver dem i spørgsmål om energirenoveringer.
Det kan tyde på, at danske boligejere har stor tillid til deres håndværkere. I hvert fald har 51 procent af de adspurgte boligejere i en ny undersøgelse svaret, at de foretrækker, at det er håndværkeren, der rådgiver dem om energirenoveringer i boligen. Det viser en undersøgelse foretaget af Go’ Energi, der hører under Klima- og Energiministeriet.
“Det er en stor beslutning at energirenovere sin bolig. Derfor er det rigtig positivt, at håndværkerne generelt har boligejernes tillid. Og netop energirenovering har rigtig mange håndværkere taget til sig som et vigtigt område, efter forbrugerne er begyndt at prioritere det,”
siger projektleder i Go’ Energi Michael Reuss.
Grønne virksomheder
Som den næstmest populære kilde til råd og vejledning om energirenoveringer, nævner de danske boligejere internettet. Faktisk svarer 43 procent, at de foretrækker en søgning på internettet for at finde information. Den kan de finde på sider som Go’ Energi og Energihjem.dk, og netop på de sider er det også muligt at finde frem til håndværkere, der har fokus på netop energirenoveringer i boligen.
Ved større projekter anbefales det dog, at boligejere allierer sig med en energikonsulent, der kan give uvildig rådgivning med hensyn til muligheder og besparelser.
“Der ligger mange penge gemt i energirenoveringer af danske boliger. For boligejerne handler det om i første omgang at få et godt overblik over mulighederne og besparelserne ved forskellige renoveringer. Det giver et grundlag for at prioritere indsatsen. En uvildig rådgiver kan eksempelvis være en energikonsulent. Herefter handler det om at få den rigtige løsning og at bruge en håndværker, man har tillid til, og som kan rådgive i processen,”
siger Michael Reuss fra Go’ Energi.
1 kommentarer
Det viser vel også, at de såkaldte konsulenter ikke lige har helt styr på, hvad de rådgiver om – det gør nok heller ikke så meget, når der ikke ligger økonomisk ansvar bag regningen. Det er for nemt at smyge sig udenom med ukendte brugsmønstre som forklaring.
Lovgivningen er tilsyneladende lavet, for at hive penge ud af lommerne på folk, så omsætningen i samfundet stiger. Dette gælder også de lovpligtige syn på boliger, der sættes til salg.
Fed griner at en sådan rapport kun er gældende i 6 mdr. med de liggetider boligerne har inden salg.
De nye ejere er langt bedre tjent med at få boligen gennemgået af deres egen rådgiver, der så hænger på, og er ansvarlig for dårlig rådgivning.
Viser 0 af 1 kommentarer