Danmark som førende klimanation

Står det til oppositionen, skal Danmark være et klimaforbillede for resten af verden. Målet er at gøre Danmarks energiforsyning fri for kul, olie og gas.

Nu skal der gang i klimadebatten igen. Oppositionen har fremlagt en plan, der skal gøre Danmark fri for kul, olie og gas. KlimaDanmark 2050 – energivision hedder planen, der ifølge oppositionen er en nødvendighed for at undgå kritiske temperaturstigninger på over to grader celcius.

Oppositionens målsætning er at gøre Danmarks energiforsyning helt fri for fossile brændsler inden 2050. El- og varmesektoren skal gøres uafhængig af kul, olie og gas allerede i 2035, mens oppositionen forventer, at det vil tage op mod 15 år mere for transportsektoren.

“KlimaDanmark er århundredets bedste investering. Danmark skal under alle omstændigheder investere milliarder i vores energiforsyning de næste 40 år. Det er nu, vi skal vælge om investeringerne skal være bæredygtige og strategiske.”

–  Helle Thorning-Schmidt (S)

Planen vil samtidig sikre Danmark en stærk erhvervsmæssig placering i forhold til fremtidens klimateknologi. Det kan give øget beskæftigelse og konkurrencedygtighed, mener oppositionen.

– Udspillet vil sikre flere arbejdspladser og mindre forurening. Det betyder, at vi kan leve op til vores internationale forpligtelse om at begrænse CO2-udslippet. Klima er nu endnu et område, hvor oppositionen opstiller et klart alternativ til regeringen og DF, siger Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten.

Energivisionen i korte træk:

  • Bruttoforbruget af energi reduceres med mindst 40 % inden 2050
  • Fossil energi udfases helt fra el- og varmeforsyningen inden 2035
  • Fossil energi til transport udfases inden 2050
  • Elsystemets fleksibilitet udbygges, så vind kan blive den største energileverandør – også til transport
  • Der etableres et forudsigeligt støtteprogram til udvikling af klimavenlige energiteknologier
  • Det skal være attraktivt at investere og vælge grønt

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *