Boligejere kan tvinges til at isolere
En ny rapport fra Klimakommissionen foreslår, at danske husejere tvinges til at isolere deres bolig. Både Klima- og Energiminister Lykke Friis og Socialdmokraternes klimaordfører ser positivt på idéen.
Klimakommissionen er netop kommet med en rapport for, hvordan Danmark skal få nedsat sit CO2-udslip. Et af forslagene bygger på at få danske husejere til at isolere deres huse ved tvang. Det skriver Politiken.dk.
Forslaget bygger på, at alle husejere får en tvungen opsparingskonto, hvor indskuddet bliver beregnet ud fra kvadratmeter og energimærkning. Pengene på kontoen skal så gå til at energiforbedringer af huset som for eksempel efterisolering og nye vinduer. Klima- og Energiminister Lykke Friis (V) bakker op om Klimakommissionens forslag.
– Det er et af de helt store paradokser, at selv om det er rentabelt for den enkelte husejer at isolere eller udskifte vinduer, så bliver det ikke gjort. Mange investerer i stedet i nyt køkken eller bad, siger Lykke Friis til Politiken.dk.
Uenighed i Venstre
Flere af hendes partikollegaer er dog mere skeptiske overfor Klimakommissionens forslag med tvungen isolering, men hos Socialdemokraterne ser de positivt på idéen.
– Det er et spændende og interessant forslag – hvis man kan gennemføre det, uden at det bliver for bureaukratisk, og med en lang indkøringsfase, så gamle utætte huse ikke med ét slag bliver nærmest usælgelige, siger Socialdemokratiets klimaordfører, Mette Gjerskov, til Politiken.dk.
Et andet forslag i Klimakommissionens rapport er, at det om fem år ikke længere skal være lovligt at købe nyt oliefyr. Dermed mener kommisionen, at boligejere vil investere i andre og mere energivenlige varmekilder.
2 kommentarer
Uanset hvad man mener om forslaget, så er det vel uholdbart at tvinge folk til at indbetale på en opsparingskonto.
Uholdbart, da der som bekendt er rigtig mange husejere, der ikke ligefrem har masser af luft i budgettet – og hvordan skal de så kunne indbetale til en opsparingskonto?
Ja, jeg kan godt følge de ting, du påpeger. Der er nok nogle, der kan få svært ved at spare op, men mon ikke det er muligt at finde en løsning, så alle kan være med. Måske en skattemæssig finte af en art uden at jeg har konkrete idéer.
Det er i hvert fald hul i hovedet, at der ikke bliver isoleret mere rundt omkring i landet, end der gør nu. Det kan på sigt KUN betale sig at isolere for rigtig, rigtig mange husejere, så hvis man på en eller anden måde kan indføre ordningen med en energiopsparing uden der er nogle, der bliver klemt, så må det være i alles interesse.
mvh
Casper, Energihjem.dk
Viser 0 af 2 kommentarer