Husk de gode vaner, når du har energiforbedret
Har du energiforbedret? Så er det om at huske de gode vaner – så du kan være sikker på at få mest muligt ud af din energiforbedring. Få de gode råd her.

Er du blandt de mange boligejere, der har energiforbedret for – blandt andet – at kunne spare på energiregningen? Så er du ikke alene. Både efterisolering og udskiftning af varmekilde til fjernvarme eller varmepumpe er populære energiforbedringstiltag, der rent faktisk kan sikre boligejere energibesparelser – men tiltagene kan ikke stå alene.
De gode vaner skal derfor i spil, for at du kan få mest ud af din energiforbedring. Ifølge Videncenter for Energibesparelser i Bygninger vænner mange boligejere sig hurtigt til energiforbedringstiltagenes virkning og tillægger sig nye vaner som højere rumtemperaturer. Og det betyder, at der er risiko for, at en del af besparelsen går tabt. Vi samler derfor gode råd her til gode vaner.
Til dig, der har efterisoleret:
Sørg for at holde temperaturen nede på samme grader som før, du fik efterisoleret.
Det er vigtigt at lufte ud – men det skal gøres på en ordentlig måde, så der ikke opstår energispild.
Tommelfingerreglen hedder, at du bør lufte ud 3 gange dagligt i ca. 5-10 minutter (gerne ifm. badning). For at holde dit energiforbrug nede og undgå energispild bør vinduer og døre være lukket resten af tiden i vinterhalvåret.
Ubenyttede rum bør ikke stå helt uopvarmede, da der da er risiko for skimmel – men du kan sagtens skrue et par grader ned i de rum, der ikke benyttes.
Mange glemmer at skrue ned for varmen, når temperaturen stiger efter vinteren, men det kan føre til unødvendigt energispild. Sørg derfor for at skrue ned for varmen i god tid.
Til dig, der har installeret fjernvarme eller varmepumpe:
Skal du justere varmen på din radiator eller gulvvarme, er det bedst at gøre det gradvist, så du undgår at bruge unødvendig energi på at skrue op og ned. Hertil er det en god idé at bruge et termometer til at måle temperaturen i rummet. Det gør det nemlig nemmere at vurdere, om du skal tage en ekstra trøje på – eller justere temperaturen.
Har du et kombinationsanlæg med både gulvvarme og radiatorer, sparer du mest energi ved at lade gulvvarmen stå for opvarmningen af huset. I rum uden gulvvarme kan du støtte radiatorerne ved at lade dørene til tilstødende rum med gulvvarme stå åbne, så varmen kan cirkulere bedre.
Ubenyttede rum bør ikke stå helt uopvarmede, da der da er risiko for skimmel – men du kan sagtens skrue et par grader ned i de rum, der ikke benyttes.
Tilpas dit fjernvarmeanlæg til udetemperaturen igennem vinteren. Anlægget skal nemlig køre med så lav en fremløbstemperatur som muligt.
- EKSTRA: Særligt for dig, der har installeret fjernvarme
Få tilsyn af en fjernvarmetekniker: Det er en god idé at få en tekniker til at efterse dit fjernvarmeanlæg med mellemrum. På den måde kan du sikre, at anlægget virker optimalt og er så energieffektiv som muligt.
Sørg for god afkøling: God afkøling øger fjernvarmeværkets samlede virkningsgrad. For at undgå ekstra gebyrer (som kan pålægges af dit fjernvarmeværk som straf for dårlig afkøling) skal din årlige afkøling være mellem 34 og 40°C. Du kan få hjælp af en tekniker til at tjekke og forbedre afkølingen.
Du kan øge afkølingen ved at sørge for, at radiatorerne ikke er dækket til, at cirkulationspumpen er korrekt indstillet, at dørene mellem varme rum står åbne, og at alle radiatorer i et rum bruges samtidig med samme termostatindstilling.
Aflæs din fjernvarmemåler: På de fleste fjernvarmemålere kan man, med et par tryk på knapperne, se dit varme- og vandforbrug. Det kan være en god idé at notere dit energi- og vandforbrug månedligt eller ved gennem fyringssæsonen, så du kan holde øje med, om udviklingen matcher dit forventede forbrug. Det skal gerne afspejle din ønskede besparelse, men vil naturligvis afhænge naturligvis af vejrforholdene i perioden.
- EKSTRA: Særligt for dig, der har installeret varmepumpe
Aflæs bimåleren: Bimåleren viser dit elforbrug til varmepumpen. Det kan være en god idé at notere dit energi- og vandforbrug månedligt. Din installatør kan fortælle dig, hvor måleren sidder, og hvordan du aflæser den. Har din varmepumpe et forbrug på mere end 3.000 kWh om året, skal der lovpligtigt være en bimåler.
Indgå en serviceaftale: Er varmepumpens kølemiddelfyldning større end 1 kg, er der lovkrav om et årligt serviceeftersyn. Har du et godt samarbejde med din installatør, kan du med fordel indgå en fast aftale med denne.