Afkoblingsordningen: Sådan gør du

Med afkoblingsordningen kan du gratis blive afkoblet gassystemet. Det betyder, at du kan spare de 8.000 kroner, som det i dag koster i gebyr at afkoble sig gasnettet. Bliv klogere på afkoblingsordningen, som åbner løbende frem til 2026, her.

Afkoblingsordningen stammer fra den politiske klimaaftale, der blev vedtaget tilbage i juni 2020. Formålet med ordningen er at gøre det attraktivt for boligejere at skrotte det gamle gasfyr – og det skal ske ved at gøre afkoblingen fra gasnettet gratis. Fra den 7. april, hvor afkoblingsordningen træder i kraft, kan du derfor spare de cirka 8.000 kroner, som det ellers koster i gebyr at blive afkoblet. 

Update 15.01.2024: Afkoblingspuljen åbner igen den 18.01.2024 kl. 10:00.

For at få del af afkoblingspuljen, skal du søge om at afmelde din gasforsyning på Evidas hjemmeside, mens puljen er åben. Der er dog igen garanti for, at du får tilskud, selv om du søger, mens puljen er åben, da pengene kan nå at løbe op inden du får tilsagn til tilskud.

Hvem kan benytte afkoblingsordningen?

Du kan gøre brug af afkoblingsordningen, hvis du er en privat boligejer eller hvis du er udlejer med gasfyr i udlejningsbolig.

Betingelserne for gratis afkobling er:

  • Du har et gasfyr
  • Dit årlige gasforbrug ligger mellem 100-6.000 m3
  • Der ikke er et eller flere CVR-numre registreret på adressen med en samlet årlig omsætning på 150.000 kroner eller mere. Læs mere om denne betingelse på Energistyrelsens hjemmeside.

Hvornår udløber afkoblingsordningen?

Afkoblingsordningen løber frem til 2026. Gebyrfritagelsen tildeles efter først-til-mølle-princippet – og du kan derfor benytte dig af afkoblingsordningen så længe, at der er penge i puljen. Energistyrelsen oplyser, at afkoblingsordningen forventes at finansiere cirka 55.000 private husholdningers afkobling fra gasnettet.

Kan afkoblingsordningen kombineres med energitilskuddet?

Som noget ekstraordinært oplyser Energistyrelsen via SparEnergi, at du godt kan kombinere den gratis gasafkobling med energitilskud til varmepumpe. Her skal du huske at søge og få tilsagn om tilskud til varmepumpen, FØR du opsiger gassen.

Det er almindeligvis ikke tilladt at kombinere energitilskuddet med andre puljer eller fradragsordninger. Afkoblingsordningen er dog en undtagelse.

Hvad skal jeg gøre for at bruge afkoblingsordningen?

Du bør først benytte dig af afkoblingsordningen, når du har fået installeret en ny varmekilde, eller du ved, hvornår den nye opvarmningsform vil være installeret, så du ikke står uden varme. OBS: Afkobling kan maksimalt bestilles frem til årets udgang.

Sådan ansøger du om afkobling:

  • Når puljen åbner, skal du opsige din gasforsyning hos Evida – det nationale gasdistributionsselskab. Det sker digitalt på Mit Evida
  • Det tjekkes automatisk om du lever op til de nævnte betingelser for afkobling
  • Godkendes du til afkoblingsordningen og er der stadig penge i puljen bliver du med det samme informeret om at afkoblingen er gratis for dig
  • Opfylder du ikke betingelserne eller er puljen opbrugt skal du betale et gebyr på cirka 8.000 kroner for afkoblingen

Afkoblingsordningen i 2023

Afkoblingspuljen blev oprindeligt tømt for 2022, men i september 2022 (med hjælpepakken Vinterhjælp) blev der tilføjet 25 millioner kroner. Disse blev også brugt op og i efteråret 2022 var der mange boligejere, der afventede, at afkoblingsordningen genåbnede.

En ny pulje åbner den 3. januar 2023 kl. 10. Da afkoblingsordningen kun gælder for opsigelser, som Evida modtager, når der er en pulje åben, har der derfor været mange boligejere, som har afventet at melde frakoblingen til det nye år.

OBS: Afkoblingspuljen for 2023 er tømt for midler mindre end 3 uger efter, at den åbnede. Det er meningen, at der er lidt flere midler på vej. Læs mere i artiklen her: Afkoblingspuljen er tom igen.

Hvilken varmekilde skal jeg vælge?

Benytter du dig af afkoblingsordningen er det ikke et krav til, hvilken opvarmningsform du skal udskifte til. Der er dog store besparelser at hente, hvis du skifter til en grøn varmekilde. Den 1. januar 2021 trådte der nemlig en række nye varmeafgifter i kraft for at fremme de grønne varmekilder. Dette betyder både en sænket varmeafgift og en forhøjet afgift for fossile brændsler.

Danske Bank

Når du skal energirenovere kan det være en forholdsvis dyr affære. Danske Bank og Realkredit Danmark tilbyder dig at låne til energiforbedringer i din bolig til en fordelagtig rente og uden at du skal betale ekspeditions- og lånesagsgebyrer. 
Det er en besparelse på helt op til 7.400 kroner.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

87 kommentarer

AvatarJohn Pedersen

Hej. Forventer fjernvarme i forår 2023 hvornår skal man sige gas fra hos Evita. Gas.

Nynne Groth HallanderNynne Groth Hallander

Hej John

Tak for din kommentar. En ny afkoblingspulje åbner den 3. januar 2023 kl. 10. Skal du benytte dig af denne gælder det:

“Du bør først benytte dig af afkoblingsordningen, når du har fået installeret en ny varmekilde, eller du ved, hvornår den nye opvarmningsform vil være installeret, så du ikke står uden varme.”

Du kan altid kontakte EVIDA for konkret vejledning.
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarSusanne Balle

Hej Nynne.
Er vinterpakken fra september på 25 millioner ift nedtagning af gas, opbrugt?

Nynne Groth HallanderNynne Groth Hallander

Hej Susanne

Mange tak for dit spørgsmål og for at få os til at genbesøge aftaledokumentet. Her står nu kun, at der er 35 mio. kroner i 2023 og derfor ingen midler i 2022, som der fejlagtigt stod. Tak for at gøre os opmærksom på dette. Artiklen er nu opdateret.

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

AvatarJanne Elisabeth Nielsen

Kan man søge om afkobling af gastilslutning og opstilling af luft til vand varmepumpe., af en VE-godkendt vvs installatør.

Nynne Groth HallanderNynne Groth Hallander

Hej Janne

Tak for dit spørgsmål. Afkoblingspuljen søges hos Evida. Som noget ekstraordinært oplyser Energistyrelsen via SparEnergi, at du godt kan kombinere den gratis gasafkobling med energitilskud til varmepumpe. Her skal du huske at søge og få tilsagn om tilskud til varmepumpen, FØR du opsiger gassen. Læs mere og kontakt Evida her: https://evida.dk/frakobling/

God fredag.
Bh Nynne – Energihjem.dk

Hejsa. Jeg vil da gerne være sikker på at jeg gratis kan få afkoblet mit gasfyr. Hvis nu jeg afmelder min forsyning ved Evida og så får af vide at puljen er tom, så står jeg selv med regningen på 8000kr. Kan det virkelig passe at det er måden man gør det på. Kan man ikke få af vide inden man får installerert sin fjernvarme om puljen er tom. For så vil jeg da udsætte min fjernvarme indtil der er penge i puljen igen. Kh Lone

Nynne Groth HallanderNynne Groth Hallander

Hej Lone

Tak for din kommentar. Det forstår jeg virkelig godt. Det er desværre den måde, det sker på, men jeg vil klart anbefale dig at kontakte Evida direkte og høre til puljemidlerne nu. Det er nemlig dem, der administrer puljen.
Du kan kontakte dem her: https://evida.dk/kontakt/

De bedste hilsner
/Nynne – Energihjem.dk

Viser 0 af 87 kommentarer

Vis flere kommentarer